Beskrivelse af duehøgen

En mellemstor rovfugl på 48-62 cm og et vingefang på 135-165 cm. Hunnen er størst, på størrelse med en musvåge, men med længere hale. Hannen minder om en stor spurvehøg. Begge voksne køn er lyse med tætte mørke tværstriber på undersiden og sorte på oversiden. Halen er mørk med sorte striber, undersidens stykke lige før halen er hvidt, benene gule og næbbet gult. Isse og nakke er sorte. Ungfuglene har længdestribet mønster af dråbeformede pletter.

I Danmark er der mellem 100 og 1000 ynglende par og i samme interval af trækkende og overvintrende gæster nordfra. De yngler mest i Jylland.

De holder sig ret skjult i skovene og ses sjældent, undtagen i det tidlige forår, hvor de i parringsflugten kredser og dykker over skoven.

De  lever næsten udelukkende af fugle, hunnen tager dem, der har størrelse af skovskader og duer, mens hannen tager de mindre.

De danske duehøge er standfugle.