Beskrivelse af høgeuglen

En ugle på 33-41 cm og dermed på størrelse med spurvehøgen, som den ligner meget i flugten med sin lange hale og slanke vinger. I modsætning til spurvehøgen har den sorte striber i sit større hoved og lyst næb, der i flugten stikker fremad. Ligesom spurvehøgen har den en lys underside med mørke striber, dog noget blegere. Oversiden er mørk med lyse pletter. I flugten ses vingernes mørke overside og lyse underside, der dog er lidt mørkere end hos spurvehøgen. Om foråret høres hannens enstonige og langvarige trille, der virker boblende. De voksne advarer med en gjaldende og hurtig remse, 'ki-ki-kikikiki'.

Den yngler i Mellemsverige samt i Sydnorge og nord og østover, helt til Alaska. I Norden yngler den i afsides liggende skove. I Danmark ses der generelt mellem 0 og 5 fugle årligt, dog visse år en del flere, op til 300. Et sådant invasionsår ser 2016 i oktober måned ud til at blive. Normalt er uglen en standfugl, men ved visse lejligheder kan især ungfugle trække sydover. Eksempelvis ved ynglesucces, der giver flere ugler til samme mængde lemminger. I dette tilfælde søger nogle af uglerne sydover for at finde mad der. Den tager udover gnavere også småfugle.

I Danmark ses den i skovenes lysninger og i villahaver ud til skove. Her optræder den tillidsfuldt og frit fremme i fritstående træer eller på antenner. Den er en meget dagaktiv ugle. Når de yngler (redested i huller i træer eller redekasser) er de agressive over for mennesker.