Beskrivelse af den iberiske gransanger

En sanger på 11 cm, der er en blanding mellem løvsanger og gransanger. I forhold til gransangeren har den længere og lysere gullig øjenbrynsstribe, lysere og mere ensartet kind samt lysere næb med sort spids og sort overkant af overnæbbet. Stadig i forhold til gransangeren er øjenringene lysere gule, brystet mere gult, eventuelt hvid-gul stribet, undersiden lysere, undergumpen (stykket lige inden halen) kan være gullig samt oversiden er lysere brunt olivengrøn. Den sorte stribe gennem hvert øje er tydeligst foran øjet og kan ligne en plet. Vingernes længde ligger mellem løvsanger og gransanger. Benene er lysere end gransangerens men ikke så lyse som løvsangerens. Dens sang er 'tjev-tjev-tjev' fulgt af et højere 'hui-hui-hui' og sluttende med et 'trrr'. Kaldet er et nedadgående 'piu', hvor både løvsangers og gransangers kald er opadgående.

Yngler i det nordlige Spanien og Portugal samt i Pyrenæerne i bjergenes løvskove. Overvintrer i Nordafrika og er strejfgæst nordpå i Europa. Ses mellem 0 og 2 gange i Danmark om året.