Beskrivelse af den kortnæbbede gås

En gås på 60-75 cm og et vingefang på 135-170 cm. En grå gås med mørkt hoved og kort næb samt ret kort hals. Har i flugten lyse forvinger og mørke svingfjer.

I Danmark ses den som trækgæst og vintergæst, i begge tilfælde ses der mellem 10000 og 100000 af dem. Den yngler på Svalbard og herfra trækker den sydpå til især Holland og Danmark. Ses mest i Jylland, specielt i Vadehavet, Filsø, Tipperne og Vest Stadil Fjord. Forekommer med meget få individer i resten af landet.

Den søger føde på marker og enge. Overnatter på lavvandede fjorde. De store flokke kan forvolde stor skade, når de æder nyspiret korn.

Kommer til Vestjylland i oktober inden det videre træk til Nordsøens sydlige kyster. Kommer tilbage i februar eller marts, hvorefter de trækker mod Svalbard i maj.