Beskrivelse af rødhønen

34 cm. En hønsefugl lidt større end agerhønen. Den har røde ben og næb. Den har en lille, hvid hagesmæk, som er omkranset af en sort ring, der går over i et bredt, sortplettet halsbånd. Den har sorte striber, der går gennem dens røde øjne. Den har brun ryg og er sort-hvid stribet bagerst på siden. Halen er kort.

I Danmark ses den som undsluppen fugl og det er sjældent. Normalt lever den i det sydvestlige hjørne af Europa, specielt i Spanien.

Rødhønen bruger ind imellem en særlig form for formering, hvor hunnen lægger to kuld æg, et i hver sin rede, hvorefter hun selv udruger det ene, mens hannen udruger det andet kuld. Når ungerne kan løbe omkring, finder familien sammen igen. Rødhønen er selskabelig uden for ynglesæsonen. Her finder de sammen i flokke på 20 eller flere fugle og holder sammen, til hannerne næste forår etablerer territorier.

Den ses i flere forskellige områder, for eksempel skov, klitter, bjergskråninger og dyrkede marker. Den undgår våde arealer.

Rødhønen er hovedsagelig vegetar og lever af frø, blade og rødder. Græs og grønsager er også vigtige fødeemner om vinteren. Den æder også myrer, græshopper og andre insekter.

Den er standfugl, men kan søge ned i dalene om vinteren.