Beskrivelse af den sortstrubede bynkefugl

En lille drossel på 12.5 cm. Hannen har sort overside og hoved samt hale. Derudover hvidt bånd på halsen, der vinkles ned langs den første del af vingen. Hunnen er brunlig på disse steder, med mørke striber på oversiden. Begge køn har rødlig underside og mørke ben og næb. Virker mere plump og sidder mere opret end bynkefuglen.

I Danmark er der kun mellem 3 og 10 ynglepar. Som sommergæst og trækkende fugl er der mellem 10 og 100 individer. Den yngler årligt langs den jyske vestkyst. Den ses hyppigst i klit- og hedelandskaber og mest i det jyske.

Sidder for det meste frit fremme i toppen af en busk, hvor den knikser med halen. Den fanger insekter i luften ved at kaste sig ud efter dem.

I træktiden kommer fuglene fra det vestlige og mellemste Europa. Den er stand- og trækfugl, der overvintrer i Vest- og Sydeuropa.