Beskrivelse af storpiberen

En stor piber på 17-20 cm. Har modsat mange andre pibere lys og ustribet bug. Brystet er brunligt med mørke og tydelige striber. Har brun eller gråbrun overside. Ellers ser den meget lærkeagtig ud. Dog er den tyndere end lærker og har længere og tyndere ben, længere næb og hale. Dens flugt er med lange og dybe buer. fra flyvende fugle hører man nogle 'pchriip' eller 'priip'. Under sangflugt kommer den med nogle få trillende og kvidrende lyde.

Er hyppig i Sibirien, hvor den yngler på græs- og steppeland. Ses sjældent i Europa, hyppigst i sydøst, hvor den sandsynligvis overvintrer. Ellers overvintrer den længere østpå i blandt andet Indien og Pakistan. I Danmark ses den mest om efteråret, hyppigst langs Jyllands vestkyst. Ellers ses meget få eksemplarer om foråret og vinteren. I alt ses normalt cirka 30 fugle i Danmark, dog visse år op mod 60.

De holder til på marker og enge også med høj bevoksning samt på sandede og tørre områder. Gerne ud til vand.