Beskrivelse af tophejren

En lille hejre på 40-50 cm og et vingefang på 70-80 cm. En kraftig hejre med kort og tyk hals. De voksne hejrer har i yngledragten gulbrunt hoved og hals og blåt næb med sort spids. På ryg og skuldre har de brun farve med rosa skær. Fra issen og ned langs halsen har de en lang manke af smalle, sortkantede hvide fjer. Udenfor yngletiden er næbbet gult med sort spids, manken kortere og kroppen mere ensfarvet brun. De unge fugle har ingen manke og er mere jordbrune med mørke striber på undersiden. I alle dragter og aldre har de hvide vinger samt hvid hale og overgump. Benene er lyse. Ungfuglene har et brunt bånd på forvingens overkant. Når den letter og i flugten dominerer de hvide vinger og hale udseendet. Hoved og ben kan virke mørke i disse tilfælde. Flugten er hurtig med korte og rappe vingeslag. I flugten har den et kald lydende 'karr'. Ellers er den tavs.

I Danmark ses den tilfældigt året rundt og ikke hvert år. Man ser den oftest ensom, hvor den står stille og ser efter bytte, som er insekter, småfisk og små dyr, der både kan leve på land og i vand. Den er tit noget skjult i vegetationen langs åer, lavvandede områder og søer. Kan især om morgenen også ses på våde enge og marker.

Den yngler i løse kolonier, gerne sammen med andre hejrer. Reden placeres i buske, krat, træer og på jorden i sumpvegetation som rørskove.

Normalt holder den til i Middelhavsområdet, steppezonerne og Mellemøsten. Trækker normalt til det tropiske Afrika i august og september. Vender tilbage i marts og april.