Beskrivelse af tranen

En meget stor fugl på 110-120 cm og vingefang på 185-220 cm. Dens krop er grå og vingernes svingfjer er sorte og danner en pjusket 'hale', der hviler nedad, mens fuglen er stående eller gående. Halsen og hovedet er hvide med sort stribe fra top til bund. Panden er sort og rød. Næbbet er mørkt med lys basis og benene er sorte. Ungfuglene, der er uden den pjuskede 'hale', er ensfarvede brunlige med mørkbrunt hoved. De flyver med halsen strakt og udstøder en trompeterende lyd på ynglepladsen og visse rastepladser.

I Danmark er der mellem 10 og 100 ynglende fugle og i samme interval af overvintrende gæster, specielt i milde vintre. Som trækkende fugle nordfra er de hyppigere, nemlig mellem 1000 og 10000. De fleste trækkende traner ses i det østlige Danmark, hvor man kan se overflyvende flokke. På Bornholm og Sydfalster kan man se et mindre antal traner raste sammen. Her i landet yngler de på Bornholm og i nordjyske Vejlerne.

Udenfor yngletiden ses de gerne i flokke. Under trækket vælger de ofte bestemte ruter og rastepladser. I yngletiden er den meget sky og forsigtig og lever skjult.

Fuglene spiser overvejende planteføde, men kan også tage insekter og andre smådyr, som de finder i moser og enge.

De ikke-overvintrende fugle trækker til Spanien og Nordafrika. De fleste trækker over Danmark i april og september.