Beskrivelse af vandrefalken

En rovfugl på 36-48 cm og et vingefang på 95-110 cm. Stor og kraftig fugl med lange og spidse vinger samt lynhurtig flugt med hurtige vingeslag. De har en bred og mørk skægstrube. Hannen har skifergrå overside og lys underside med tætte og mørke striber. Hunnen er betydeligt større og mørkere i farverne. Ungfuglene har længdestribet underside.

I Danmark er der mellem 100 og 1000 trækkende fugle nordfra. Nogle af disse overvintrer her i landet. De fleste ses i Nord- og Vestjylland, visse ved Odense Fjord.

Den holder til i åbne landområder, hvor den jager fugle op til andestørrelse. Disse tager den i luften under styrtdyk, der kan have hastigheder af 150 km pr. time.

De fugle, der ikke bliver her i landet om vinteren, tager til Vesteuropa.