Baltic Sea Cup i Rønne 30. juli til 5. august 2007

Det var første gang, Bornholms Skakklub afholdt en international open på en uge. Men at afholde en sommerturnering over en uge er de ikke ukendte med, idet de i tidligere år har afholdt Bornholm Sommerskak.

Ideen med turneringen var at få mindst en stormester med fra alle lande, der grænser op til Østersøen (Baltic Sea), men det viste sig, at der også kom stormestre fra andre kontinenter end Europa. I alt kom der 12 stormestre og flere internationale mestre, og alt i alt var der 118 spillere. Jeg selv var seedet som nr. 67 med ELO 2058 (1961 i dansk rating). At det var et stærkt felt ses også af, at nr. 90 var en spiller på 1909 i ELO! I dansk rating var der blandt disse 90 kun 7 med under 1900. Med det felt kan det næppe undre, at jeg i de 9 runder kun mødte en spiller med under 1800 i dansk rating.

Oprindeligt var feltet oppe på 130 spillere, men et strandet tog og andre transportproblemer medførte det største af mandefaldet. En enkelt fik halsbetændelse i 1. rinde.

Spillestedet var Almegårds Kaserne i udkanten af Rønne, 40-45 minutters gang fra færgelejet. Her overnattede de fleste af deltagerne også, enten i enerum eller i værelser med plads til 2, 4 eller 10 personer. Der var mulighed for morgen- og middagsbuffet (den sidste oftest ved frokosttid, ellers i tilfælde af dobbeltrunde mellem de to runder) i kasernens messe, der er placeret i midten af lejren. I bygningen med spillelokalerne var der åbent i kiosken eller caféen, som de kaldte den, i spilletiden og en time før og efter. Her sad man også for at analysere, til trods for der var et analyselokale overfor bygningen, der spilledes i.

Bygningen, der blev spillet i.

Et af spillelokalerne.

Selve turneringen var på 9 runder med dobbeltrunde onsdag 1. august og fredag 3. august. Turneringssystemet var Win-Swiss, altså Scweizer-systemet, hvor feltet med samme pointsum deles op i to grupper, hvor de øverste i hver gruppe mødes. Dette resulterede i, at stormestrene først mødtes indbyrdes sent i turneringen. Systemet medførte muligheden for overraskelser, blandt andet tabte GM Carsten Høi i 1. runde til Jakob Glibstrup med 2002 i ELO. Også i de følgende runder skete der overraskelser.

Min egen præstation blev stort set som forventet. I første runde tabte jeg hurtigt til GM Jonny Hector fra Sverige (spiller i den danske Skakliga), i anden runde vandt jeg rimelig let over en schweizer med 1811 i rating. Herefter fulgte to lange partier om onsdagen, som begge gik tabt. I det første af disse partier havde jeg ellers klemt modstanderens dronning inde på a3. I de næste tre runder afgav jeg blot en remis, nemlig til en spiller på over 2100. Femte og sjette runde gav sejre (mod rating 1537 og 1958), hvorefter pointdelingen kom i runde 7. I næstsidste runde blev jeg overrumplet i åbningen af en spiller på 2017 og i sidste runde kom der en kampremis. Alt i alt 4 points ud af 9 mulige, hvilket gav et ratingtab på 4, så jeg nu ligger på 1957. I ELO ligger jeg efter turneringen på 2060 (+2).

Mine partier (uden kommentarer) :
1. runde mod Jonny Hector fra Sverige ELO 2550
2. runde mod Alexander Schiendorfer fra Schweiz ELO 1811
3. runde mod Martin Bækgaard 2242 og ELO 2272
4. runde mod Kjell Arne Lilleløkken fra Norge 1898 ingen ELO
5. runde mod Jørgen Trærup 1537 og ELO 1863
6. runde mod Joachim Birger Nilsen fra Norge ELO 1958
7. runde mod Martin Rosenkilde Pedersen 2144 og ELO 2163
8. runde mod Claus Støvring 2017 ELO 2089
9. runde mod Mads Borup 1918 ELO 1996

Undervejs i turneringen blev der også tid til at se Solskinsøen på en lejet cykel.