Fynsmesterskabet 2006, mesterskabsklassen

Gennemsnittet er 2014
 
Nr. Navn Rating Forv. Ialt Korr. Plac.
1 Peter Christian Grau LF 2025 3.65 ½8 12 3½ 14 50 16 70 4   3-4
2 Ego LF 1910 2.45 17 10 08 ½3 4½ 05 6½   6-7
3 Per Sørensen SØF 2026 3.65 16 7½ ½1 2½ 08 ½4 5½   5
4 Heinz Furrer Ringkøbing 1903 2.35 05 6½ ½7 10 ½2 3½ ½8   6-7
5 Stig Gorm Jensen Nyborg 2028 3.65 41 80 16 70 11 21 ½3   2
6 Preben Sig Nyborg 1911 2.45 30 ½4 50 80 ½7 10 ½2   8
7 Martin Strandby Hansen SØF 2078 4.15 20 ½3 4½ 15 6½ 8½ 11 4   3-4
8 Jan Nordenbæk SØF 2234 5.65 1½ 15 21 16 31 ½7 4½   1

LF = Læseforeningen, SØF = Sydøstfyn

Ratingtabel

Onsdag 8. marts. Dette års Fynsmesterskab startede i går aftes og foregår på Oures Skt. Michaels Skole. Dette er et spillested, der ikke tidligere har været benyttet af Sydøstfyn, der er arrangør. Denne skole er med bedre faciliteter end Sydøstfyns sædvanlige hjemmebane, skolen i Gudbjerg. Ud over denne mestergruppe er der også 5 basisklasser. I alt 48 deltagere, deriblandt en enkelt kvinde. Disse andre grupper kan ses på Sydøstfyns hjemmeside (bemærk, at grupperne er stillet op i placeringsrækkefølge og ikke i lodtrækningsorden!)

Min start i turneringen er hård, da de to ratingfavoritter venter i runde 1 og 3. Eller ventede, når det gælder runde 1, der jo blev spillet i aftes. I denne runde var det Sydøstfyns Martin Strandby Hansen, der skulle prøves kræfter med. Jeg havde hvid i Dronninggambittens Cambridge Springs-variant. Jeg fik noget pres og lavede i træk 22 et interessant kvalitetsoffer. Dette gav mig afgørende fordel, fordi han besvarede det ukorrekt. Det korrekte 23.- Txe5 havde givet remis. I slutstillingen var han nede med en officer. Dermed fuldbyrdede jeg sensationen. Også den anden ratingfavorit, Jan Nordenbæk måtte afgive points. Dette skete mod gruppens anden spiller fra Læseforeningen, Peter Grau. Peter havde hvid i Schwesnikov-varianten i siciliansk og pressede på mod Jans d6-bonde med tårn og dronning. Mod dette  havde Jan spil mod Peters konge på g1. Partiet sluttede som det eneste i gruppen med pointdeling. Stig Gorm nægtede med sort i starten af partiet mod Heinz Furrer at flytte bønderne to skridt. Han lavede altså en pindsvineopstilling og kom rimeligt let i slutspil, hvor han kom en bonde foran. Denne vandt han på i aftenens længste parti i gruppen. Per Sørensen vandt med hvid en officer fra Preben Sig og sejrede da også.

Om en uge (14/3), hvor 2. runde spilles, kommer Peter Grau og jeg ikke derud og spiller. I stedet spiller vi sandsynligvis om torsdagen i samme uge i Læseforeningen.

Fredag 17. marts. I aftes spillede jeg mit udsatte parti fra 2. runde i Læseforeningens lokaler. Jeg tabte til Peter Grau med sort i den sicilianske Schwesnikov-variant efter at have stået klart bedst efter 19 træk.

Onsdag 29. marts. Tredje runde ser ud til, at have afgjort mesterskabet. Mens Jan Nordenbæk ubesværet vandt over mig, afgav Peter Grau og Martin Strandby halve points til henholdsvis Per Sørensen og Heinz Furrer. Samtidig havde Stig Gorm vanskeligheder mod Preben Sig trods sejren. Mit parti startede som Nimzoindisk, men endte som Modtaget Dronninggambit. Allerede i 8. træk lavede jeg med hvid den afgørende fejl, idet jeg undlod at tage bonden tilbage med Da4 og Dxc4. Herefter fik Jan en springer ned i smørhullet d3, hvor den blev i resten af partiet bortset fra de sidste par træk. Selvom jeg fik et par små chancer undervejs, var der ikke tvivl om Jans gevinst. Også Peter Grau spillede med sort Modtaget Dronninggambit. Og ligesom jeg gjorde, udviklede Per Sørensen sin kongeløber til g2. Per vandt bonden tilbage med Se5 og Sxc4 og vandt senere endnu en bonde. Længe stod Per til at vinde, men hans store tidsforbrug kostede til sidst gevinsten. Den anden remis fik Martin Strandby med sort i Dronningindisk kæmpet sig til, da Heinz Furrer undervejs havde kongeangreb. Kongeangreb lignede det også, det Stig Gorm med hvid i Adjechins Forsvar havde mod Preben Sig. Det gav Stig Gorm et vundet slutspil med merbonde. Men på en eller anden måde lykkedes det Preben Sig at få vundet bonden tilbage med fordel til følge. Så vendte partiet igen, idet en af Stig Gorms bønder kostede Preben en officer.

Onsdag 5. april. Først færdig denne aften var Jan Nordenbæk og Preben Sig. Med sort spillede Preben tidligt b5. Nok for tidligt, idet Jan vandt denne bonde og derefter ret hurtigt partiet. Partiet varede ca. 20 træk. Peter Grau spillede med hvid Siciliansk mod Heinz Furrer og kom dårligt fra start. For at få noget pres mod Furrers urokerede konge ofrede Grau en hest på d5. Begge brugte lang tid og i tidnøden gik det galt for Heinz, der tabte kvalitet. Da krudtrøgen lettede, stod Grau med gevinststilling. Han havde dronning og bonde mod tårn og løber. Inden dette parti var overstået, blev mit eget mod Per Sørensen remis. Jeg kom bedst fra start i Afslået Dronninggambit og i træk 20 havde jeg en nem gevinst, men overså den. Min sidste fejl var, at jeg modtog hans remistilbud. Sidste parti i gruppen gik spilletiden ud og varede i 90-95 træk. Stig Gorm havde sort mod Martin Strandby i et parti, hvor der blev spillet på begge fløje med bønderne. Senere fik Martin et angreb, der kun lod sig parere på bekostning af en officer. Hvids tårne truede med matsætning på baglinjen og samtidig var der en bundet springer på c5. I slutspillet med en løber for lidt havde Stig Gorm en fri c-bonde, men den fik Martin standset. Til sidst var det konge, tårn, løber og bonde mod konge og tårn. Bondens forvandlingsfelt var ikke dækket af løberen. Her lavede Stig Gorm den sidste fejl, da han solgte tårnet.

Stillingen i toppen er, at kun Grau kan følge Nordenbæk.

Tirsdag 11. april. Den eneste, der kunne følge Jan Nordenbæk, Peter Grau, spillede med sort Modtaget Dronninggambit mod Stig Gorm. Stig Gorm tog hurtigt bonden tilbage med Da4+ og Dxc4. Herefter var spillet lige, indtil Nyborg-manden fik overtaget. Han fik begge tårne ned på 7. række og kort herefter et vundet slutspil med bonde mere. De havde hver deres fribonde og hvids fribonde kostede Grau springeren og herefter havde Stig Gorm teknikken i orden. Preben Sig kom med hvid bedst fra start mod Martin Strandby. Trods denne fordel måtte han nøjes med en rimelig hurtig pointdeling. Jeg selv spillede sort mod Heinz Furrer og stod presset fra start af, men kom ovenpå. I spillet med dronning og tårnene samt bønder på begge fløje kom jeg en bonde foran. Jeg kunne have afviklet til et dronningslutspil med 2 merbønder, men valgte et tårnslutspil med en bonde mere. Dette slutspil var remis.

Jan Nordenbæk har sit parti mod Per Sørensen udsat. Alligevel fører han stadig.

Onsdag 19. april. Hurtigst færdig denne gang var Per Sørensen og Heinz Furrer. Efter at der ikke skete noget i åbningen og det tidlige midtspil, tog de ret hurtigt remis. Også i de tre andre partier varede det sin tid, inden der skete noget, i alle sammen var der gået 1½-2 timer med de første 15-16 træk. I partiet mellem Jan Nordenbæk og Martin Strandby havde hvid rokeret kort og sort den modsatte vej. På kongefløjen hentede Jan en bonde, men Martin havde så meget spil for den, at han fik remis. Også Preben Sig fik mod Grau en bonde, også her var der nok for bonden. For senere gav Graus pres et par bønder og dermed et slutspil med en bonde mere. Dette vandt Grau og fastholdt derved sin topplacering. Stig Gorm vandt aftenens næstlængste parti over mig. Han gik efter slutspillet med en let officer til hver. Dette sås af, at han hurtigt byttede de andre tre lette officerer af. Inden disse afbytninger forsøgte han sig med en variant, hvor han håbede på officersgevinst. Efter dronningafbytningen spillede han slutspillet godt. Aftenens længste parti var i basis 1. Dette gik spilletiden ud og Jens Rasmussen vandt på tid i en klart tabt stilling.

Mandag 24. april spillede Jan Nordenbæk og Per Sørensen deres udsatte parti fra 5. runde hos FREM. Her gav Per med hvid tidligt dronningen for tårn og løber. Senere fik han angrebschancer (derfor han afslog remis), men Jan slog kontra og afviklede til et slutspil med en bonde mere (hvid havde konge, løber og g+h-bønder og sort havde konge, springer og f+g+h-bønder). Dette slutspil vandt Jan.

Onsdag 26. april. Grundet bedst korrektion ved ligestilling var Jan Nordenbæk Fynsmester allerede inden runden. I stedet var der 4 spillere, der kæmpede om 2. og 3. præmierne (ved ligestilling ville også 1. præmien blive delt, men efter Jans remis mod Heinz Furrer var 1. præmien Jans). Disse fire mødtes indbyrdes, Martin Strandby mod Peter Grau og Stig Gorm mod Per Sørensen. Martin pressede Grau fra start af og fik fat efter en fejlagtig afbytning på c3 fra Graus side. Til sidst var truslen Ta8 med hurtig mat uundgåeligt. Selvom det andet tårn var truet af en bonde, kom Ta8 alligevel. Hermed var Martin og Grau begge på 4 points og sikre på præmie. Hvis Per Sørensen vandt over Stig Gorm, ville også disse to ende på 4 points. Men sådan blev det ikke. Begge havde angrebsmuligheder og dermed kunne det blive hvad som helst. Stig Gorm havde begge tårne i d-linjen, men forbindelsen mellem dem var brudt af en sort hest på d4. Dette parti gik, ligesom Martin mod Grau, næsten tiden ud. Først da både Per og Stig kun havde kongerne tilbage, var partiet afgjort. Mit parti var en remis i 6 træk, mens Jans parti varede en del længere.

Min nye rating blev 1870 (inklusive Årsskifteturneringen og holdskakken).