Kolding Byturnering 2008 (fredag 7. marts til søndag 9. marts)

 Gennemsnittet er 1841

Nr. Navn Rating Forv. Ialt Korr. Plac.
1 P. E. Jørgensen Springeren Kolding 1875 2.8 ½6 ½2 3½ 14 5½ 3   2-3
2 Johnny Holler Johansen LF 1838 2.5 ½5 1½ 16 13 40 3   2-3
3 Bent Bojsen Gråsten 1814 2.25 04 50 ½1 20 ½6 1   6
4 Claus Marcussen Erritsø 1820 2.3 31 60 ½5 10 12   4
5 René Rauer Hansen LF 1876 2.8 2½ 13 4½ 61 ½1   1
6 Aage Søndergaard Springeren Kolding 1820 2.3 1½ 14 20 05 3½ 2   5

Ratingtabel

Jeg meldte mig til turneringen på omtrent sidste frist. Jeg kunne se frem til en acceptabel forventet score (ca. 2.5) i tredjeøverste gruppe. Også det, at skulle spille mod ene 1800-folk var meget tiltalende for mig. Mit umiddelbart største problem var ikke skakmæssigt, men togrejsen hjem på førstedagen, da sidste tog mod Odense afgik før spilletidens udløb. Dette problem mærkede jeg dog ikke noget til, da klubkammerat René Rauer var indstillet på en hurtig remis, så han (og jeg)kunne være mere klar og udhvilet til dagen efter.

Efter at have steget af toget om fredagen, skulle jeg finde Kærlighedstien, der i løbet af få minutter til fods fører direkte over til spillestedet. Denne fandt jeg ikke, da jeg uheldigvis valgte at gå den anden vej om Slotssøen. Men alligevel havde jeg rimelig let ved at finde frem til det forhenværende hospital Skt. Jørgensgård. Efter den hurtige remis blev jeg yderligere en time for at se lidt på de andre partier. Derefter gik jeg gennem Koldings centrum ned til banegården, hvor jeg var ved 21-tiden, 2 timer efter rundestart. Et par timer senere var jeg hjemme på Saxovej. Med en rundestart kl. 10 dagen efter var det skønt at komme tidligt hjem!

Om lørdagen fandt jeg stien på den anden side af søen og var i løbet af 5-7 minutter ovre ved spillestedet. På vej derover gik jeg forbi Koldinghus, der ligger smukt oppe på sin bakketop. Denne dag bød, ligesom søndagen, på to runder. I den første af disse, mod P. E. Jørgensen fra arrangørklubben, tabte jeg en bonde i det tidlige midtspil. Men denne fik jeg ret hurtigt tilbage og 7 træk efter blev det remis. Herefter tog jeg ud og spiste kinesisk og derefter gik jeg en runde i Koldings bymidte og så blandt andet Koldinghus fra andre vinkler end fra Kærlighedsstien. I lørdagens andet parti fik jeg min første sejr. Det var mod Aage Søndergaard i Hollandsk. Det blev Leningrad-varianten, hvor Aage undlod e7-e5. På et tidspunkt blev han aktiv med Sg4. Det var en forfejlet plan, og derefter overtog jeg kontrollen. Efter dette parti tog jeg den direkte vej over til toget.

Ankomsten til den gamle hospitalsbygning om søndagen foregik som om lørdagen. Mit første parti denne dag (4. runde) var mod Bent Bojsen fra Gråsten. Jeg havde hvid for andet parti i træk, denne gang mod Budapestergambitten. Jeg fik et hurtigt overtag og vandt uden de større problemer. I pausen op til sidste runde kl. 16 tog René Rauer og jeg ud og spiste sammen. Godt nok regnede det, men ikke så galt. Efter den gang lasagne var jeg klar til at spille mod Claus Marcussen. Inden partiet var 2. præmien sikret, og det viste sig at være meget godt! For særlig klar var jeg åbenbart ikke. Efter få træk var jeg fuppet! Et af de efterhånden sjældne partier, hvor jeg taber i åbningen.

Dermed blev jeg toer på deling med Hr. Jørgensen. Vinder af gruppen blev René Rauer. Bymester blev Centrum Esbjergs Ole Bønnelykke. Præmieoverrækkelsen foregik løbende inde i kantineområdet, der også var til analyser. At der i sin tid hørte en kirke til hospitalet, vidnede tavlen i analyseområdet over en række navne om.

Den sidste tur til Odense foregik ikke i tog, men sammen med nogle spillere fra FREM.

Ratingmæssigt steg jeg til 1853.