Odensemesterskabet 2010 hos FREM i Odenses Ungdomshus lige ved banegården

Ligesom de sidste 4 år blev Odensemesterskabet afholdt af FREM i skolernes efterårsferies sidste halvdel. Det vil i dette tilfælde sige fra 21. til 24. oktober. Alle 22 spillere var placeret i en stor gruppe efter Schweizer-systemet. Der var spillere med fra hele Danmark minus Nordjylland, Sjælland og Bornholm. Sidste års mester Igor Teplyi var ikke med denne gang, det var til gengæld en FM fra den lettiske hovedstad, Riga.

Turneringen var på 7 runder med 2 runder dagligt i de første tre dage. Betænkningstiden var traditionel med samlet 5 timers spil pr. parti. Spilstarten var fire gange klokken 10 og tre gange klokken 16. Ligesom sidste år.

Som sædvanligt med en stor Schweizer-gruppe, var der kæmpe ratingforskel i runde 1 og mindre og mindre forskel i de følgende runder. Dog med enkelte undtagelser, da nogle af de lavereratede spillede sig frem i feltet. For Simon Pil Wilbrandt så meget, at han i sidste runde kæmpede mod Jesper Knudsen om at nå en delt 2. plads. Dette parti vandt Jesper i offerstil og tog en delt 4. plads, mens Simon fik en delt 7. plads.

Vinder af turneringen blev ratingfavoritten fra Riga, Toms Kantans med 6 points. Andenpladsen var et opgør mellem Mads Hansen, Stefan Wiecker og som nævnt Simon Pil Wilbrandt. Mens sidstnævnte spillede mod Jesper, så kæmpede de to andre indbyrdes om placeringen. Vinderen ville tage den rent, da Simon i så fald ikke kunne nå op selv hvis han vandt. Dette opgør mellem de 2 Fremmere sluttede efter lang tids fight remis, og grundet Simons nederlag delte de 2. pladsen. På fjerdepladsen var der 3 spillere, nemlig 2 mesterspillere og en basisspiller. Som den eneste i top-6, som ses herunder.

1. Toms Kantans, Riga, 2332  6 points
2-3.  Mads Hansen, FREM, 2158  5 points
         Stefan Wiecker, FREM, 2126  5 points
4-6. Svend Jepsen, Tårnet Svendborg, 2134  4½ points
        Jesper Knudsen, FREM, 1970  4½ points
        mig selv, Læseforeningen, 1854  4½ points

Mine 7 partier (der gav en ratinggevinst på 14), hvoraf de sidste 6 var på et af de 8 live-brætter (nyindkøbte af Fynsk Skak Union, FSU):

1. runde sejr med sort over FREM´s Thor Bendix, 1542
2. runde sejr med hvid over Maribos Steen Jensen (der i første runde vandt over 1900-spilleren Michael Nord), 1585
3. runde tab med hvid mod Rigas Toms Kantans, 2332
4. runde tab med sort mod FREM´s Mads Hansen, 2158
5. runde sejr med hvid mod Nr. Aaby Juniors Niels Bommersholdt (der tidligere spillede remis med både Mads Hansen og Stefan Wiecker), 1632
6. runde remis med sort mod Faaborgs Simon Pil Wilbrandt, 1782
7. runde sejr med hvid mod Horsens´ Vagn Skov Andersen (der i anden runde besejrede Svend Jepsen), 1611

Odensemester blev altså Toms Kantans med 6 points. I lynskak blev FREM´s Ritvars Reimanis (fætter til Toms Kantans) mesteren. Dette lynmesterskab foregik lørdag aften fra ca. 21:45 og et par timer frem.