Politiken Cup 2009 på LO-skolen i Helsingør

Denne, årets største danske skakturnering, fandt sted i dagene lørdag 18. juli til søndag 26. juli 2009. Turneringen, der havde deltagelse af 307 spillere i hovedturneringen og 10 i B-gruppen, foregik på den smukt beliggende LO-skole. Skolen ligger oppe på en bakketop lige ud til Øresund og har endvidere skov få hundrede meter væk. Nedenfor ses et billede af skolen set fra den modsatte side i forhold til Øresund.

 

Under turneringen overnattede jeg på skolen og tog imod tilbuddet om tre daglige måltider i restauranten. Ud over at nyde den gode mad, kunne jeg også komme ud på tur på en af skolens cykler af ældre dato. Selvom det var en gammel cykel, var den god at køre på. Så jeg fik set forskellige dele af Nordsjælland, blandt andet Fredensborg, Horserød, Hornbæk og Kronborg inde i Helsingørs centrum. Det mest ærgerlige ved turene, var de hyppige byger, der var under turneringen. Hvis jeg ville, kunne jeg også spille forskellige udendørs spil, eksempelvis golf og Vikingespil (hvor det gælder om at vælte pinde med en kæp, man kaster). Endvidere var der mulighed for at gå i motionsrummet.

Midt under turneringen kunne man spille simultanskak mod Lars Schandorff og 2 andre stormestre. Dette skete tirsdag til torsdag, og om fredagen var der lynskakturnering. Disse arrangementer foregik om aftenen i en af skolens store sale, nemlig Øresundssalen, hvor bræt 30 til 49 spillede i hovedturneringen.

Hovedturneringens ti runder fordelte sig med en runde om dagen, bortset fra på andendagen, hvor 2. og 3. runde startede 9 og 16. For de andre 8 runder var tidsskemaet, at første runde havde start kl. 14, sidste runde kl. 10 og de andre kl. 13. B-gruppen var på 7 runder og var, ligesom hovedturneringen, en schweizer-gruppe.

Jeg selv deltog i hovedturneringen og blev i mange af partierne inspireret af både udsigten til Helsingborg og det dejlige spillested. Topbrætterne, det vil sige nr. 1 til 11, kunne følges på internettet (der var adgang til nettet via skolens computere) og i et auditorium indrettet som kommentatorrum. Disse partier foregik i et auditorium, hvor 4 af stillingerne blev vist på endevæggen modsat indgangsdøren. Brætterne, der fulgte herefter, blev spillet i lokaler og sale rundt om på skolens 3 plan.

Jeg ankom til skolen ved frokosttid om lørdagen. Så inden første runde kunne jeg installeres på værelset og derefter lære skolens indretning at kende. I denne runde var jeg oppe imod en indisk IM'er og fik ikke et ben til jorden. Dagen efter vandt jeg begge mine hvide partier, hvorefter der fulgte en stak remispartier. I de sidste 4 runder fik jeg skrabet 1½ points sammen. Det gav i alt 5 points og en placering i midten af min ratinggruppe, som jeg faktisk førte flere gange undervejs.

Mine 10 partier var:

1) Tab med sort mod S. P. Sethuraman, Indien 2455
2) Sejr med hvid mod Lars Åström, Sverige 1694
3) Sejr med hvid mod Kent Vanman, Sverige 2158
4) Remis med sort mod Vegar Koi Gandrud, Norge 2169
5) Remis med hvid mod Eva Jiretorn, Sverige 2150
6) Remis med sort mod Henrik Porte, Holland 2115
7) Tab med sort mod Morten Møller Hansen, Danmark 2128
8) Remis med hvid mod Tor Ketil Larsen, Norge 2074
9) Tab med sort mod Peder Ottosen, Danmark 2009
10) Sejr med hvid mod Guttorm Andersen, Norge 1794

To af stillingerne fra samlingen af midtspil stammer fra disse partier, nemlig stilling 18 (runde 8) og 19 (runde 3).

Efter sejren i sidste runde tog jeg noget frokost i restauranten og tog herefter ret hurtigt tilbage mod Odense.

Ratingmæssigt gav det et kraftigt hop opad, idet jeg med en forventet score på 2.2 fik 84 rare points. Så jeg steg fra 1805 til 1889.

Turneringens hjemmeside blev godt og hurtigt opdateret med blandt andet rundelægning, partier og anekdoter. Vinder af turneringen blev en 16-årig indisk stormester ved navn Parimarjan Negi.