Tur til Dovns Klint på Sydlangeland

Den 25. juni 2015 tog jeg toget til Svendborg, hvor jeg var 8.15. Derfra cyklede jeg til Gulstav-skovene ved Dovns Klint i håb om at se pirolen. Derfra tog jeg samme vej tilbage til Svendborg, hvor jeg tog toget tilbage til Odense.

Undervejs krydsede jeg Tåsinge med Valdemars Slot og tilhørende sø. I denne sø så jeg hunner af rødhovedet and, nogle fiskehejrer, nogle gravænder og måger.

På første billede ses hunlige rødhovede ænder, på det andet ses en fiskehejre.

På turen videre mod Rudkøbing kom jeg til Siø, der ligger mellem Tåsinge og Langeland. På vestsiden af Siø. Her så jeg nogle ederfugle og toppede skalleslugere.

Efter at have nået Rudkøbing, gik turen sydover, først omkring 34 kilometer mod Bagenkop, derefter 5-6 kilometer for at nå klinten. Undervejs mod Bagenkop kom jeg til Nørreballe Nor og nogle moseområder. På norret så jeg flere forskellige fugle.

1) Grågæs, gråænder og en strandskade 2) Klyder 3) Knopsvane med unger 4) Skarver 5) Strandskade 6) Ung hættemåge.

Nede ved Dovns Klint spiste jeg medbragte madder. Mens jeg gjorde det, ville en skovspurv spise med. Efter måltidet gik jeg ned på stranden for at kigge op ad klinten med sine redehuller lavet af digesvaler.

Tilbage oppe på klinten forsøgte jeg at tage fotos af svalerne, men det lykkedes ikke. Derefter tog jeg på skovtur i Gulstav Østerskov via indgangen 500 meter fra klinten. Derinde håbede jeg meget på at støde på pirolen. Jeg hørte en masse fugle derinde, men så ingen og derfor heller ikke pirolen. Efter 1½ time forlod jeg skoven. Lige udenfor skoven så jeg en hvid vipstjert.

Herefter gik turen tilbage mod Svendborg. Jeg fór vild nogle gange. En af disse afstikkere gik ud mod Tryggelev Nor (ingen billeder). På vej derud kom jeg forbi en dam med et par af spidsanden.

På en af de andre vildledninger så jeg en gulspurv.

På Tåsinge tog jeg endnu en bid mad, inden jeg cyklede tilbage til Svendborg, hvor toget ventede 11 minutter over 21.

Selve cykelturen på lidt over 130 kilometer tog lidt over 12 timer.