Vesterhavsturneringen 2004 på Esbjerg Tekniske Skole

Modsat tidligere år, hvor der var en stormester-gruppe og en sideløbende koordineret turnering, var der i år en stor gruppe. Samt fra midt i ugen en veteran-gruppe med 6 deltagere og på den sidste dag en hurtigturnering (7 runder med et kvarter til hver) for skoleskakspillere.

Turneringen strakte sig over en uge (lørdag 3. juli til lørdag 10. juli) og var på 9 runder efter Schweizer-systemet. Som i vores egen (Læseforeningen) Årsskifteturnering kan en spiller på 1200 komme op imod en på 2200. Eller nybegynderen kommer op imod Lars Schandorff.

Der var 8 betitlede spillere med i form af 5 stormestre, 1 international mester og 2 FIDE-mestre. I de første runder af turneringen spillede stormestrene ikke indbyrdes mod hinanden, men det kom de naturligvis til i slutrunderne.

Man kunne følge de 6 øverste partier live på Internettet på den hedengangne adresse http://www.northseacup.dk/nsc2004/index.htm. I første runde spillede stormestrene mod folk med 1600-1700.

Slutstillingen viste, at der var serbisk sejr ved GM Nikola Sedlak med 7½/9 points. Længere nede fandt man fynboernes placeringer. Disse blev som følger :

28. Kristoffer Dyrgaard, FREM og Tjele, 1890  5½ points
44. Preben Sig, Nyborg, 1800                           5 points
46. Ego, Læseforeningen, 1916                         5 points
54. Jonas Nilsson, FREM, 1698                        5 points
81. Ivar Dørup, Odense, 1690                           4 points

I min ratingruppe (41-50, opdelt efter først ELO, siden dansk rating) vandt en kvinde ratingpræmien på 1000 kroner med 5½ points. Undervejs spillede Preben Sig mod 6 ELO-spillere og fik 2/6 mod dem. De 4 af dem havde han Hvid mod med scoren 1/4 i form af 2 remis og 2 nederlag. Den højst ratede af de 6 ELO-spillere var på ca. 2150. Jonas Nilsson havde i 2. runde et remis-slutspil mod FM John Rendboe, men tabte det.

Mine egne 5 points kom i hus mod 6 basis-spillere i form af 4 sejre og 2 remiser. De 3 mesterspillere, jeg mødte, tabte jeg til. Mod disse 3 havde jeg 2 gange problemer fra åbningen af, nemlig mod Peter Larsen og John Rendboe i runde 5 og 6. Mod Christian Kyndel Pedersen i 2. runde lavede jeg den afgørende fejl meget sent i partiet. Med 50. Kg2 (i stedet for det spillede træk 50. Kh2?) havde jeg sandsynligvis taget points fra Christian.
Efter 4 runder havde jeg 3 points og dermed topplacering. Efter 2 nederlag i runderne herefter forsvandt mine drømme om at spille med i toppen igen. Herefter ville jeg bare holde mig over 1900 i dansk rating. Dette lykkedes, da jeg sluttede på 1912, et fald på 4. Mit ELO-tal gik fra 1982 til 1976. At det på dette område ikke blev værre, skyldes at de tre mesterspillere, jeg mødte havde ELO på 2357, 2221 og 2249 (deres danske tal var på eller over 2150).

Mine partier :

1. runde : Sejr over Jonbert Jensen, AS04, 1421
2. runde : Tab til Christian Kyndel Pedersen, Nordre, 2366 (ELO 2357)
3. runde : Sejr over Carsten Klint Sørensen, Jerne, 1707
4. runde : Sejr over Morten Storgaard, Herning, 1505
5. runde : Tab til Peter Larsen, K41, 2150 (ELO 2221)
6. runde : Tab til FM John Rendboe, Århus, 2235 (ELO 2249)
7. runde : Sejr over Jan Jensen, Svogerslev, 1675
8. runde : Remis mod Karsten Fyhn, Alssund, 1796
9. runde : Remis mod Preben Sig, Nyborg, 1800

Jeg var seedet 42, så jeg klarede mig ca. som forventet.

I og med at turneringen foregik på en teknisk skole var spilleforholdene bedre end i 2002 og før, hvor turneringen foregik på folkeskolerne Grådybsskolen og Spangsbjergskolen. Der var gode borde og stole, og i lokalet med live-partierne flotte brikker og brætter samt elektroniske ure. I de andre 3 lokaler var der mindre fine brætter, brikker og ure. Derfor måtte turneringslederne stille urene en halv time tilbage, når de 40 træk var nået.
Grundet de mange tyverier på skolen skulle man som overnattende spiller vænne sig til at blive låst ind igen på skolen, når man havde vandret en tur. Da dette skete ved en telefonopringning, måtte jeg vente til, at der kom en med en mobiltelefon. Eller når der tilfældigvis dukkede en arrangør op. Dette gav om mandagen en ventetid på mere end en halv time. Derfor valgte jeg sidst i turneringen at blive på skolen indtil kl. 14.30.