Copenhagen Chess Challenge 2013 i Ballerup (onsdag 24. april til søndag 28. april)

Omkring Store Bededag (fredag 26. april) arrangerede Ballerup-Måløv-Skovlunde Skak (BMS) deres 9. Copenhagen Chess Challenge. Feltet bestod af 83 spillere, heraf 62 med over 2000 i rating. Af disse 62 over 2000 var der 6 stormestre og 9 internationale mestre. En af stormestrene, nemlig Jonny Hector fra Sverige og Nordkalotten, vandt turneringen med 7 af 9. Han havde bedre korrektion end islændingen Henrik Danielsen fra arrangørklubben. 4 andre delte 3. pladsen med 6½ points af 9.

Længere nede i rækkerne lå jeg som nr. 62 med 1944 i rating (af uransalige årsager var mine tabte ratingpoints i Kolding ikke medregnet). Af ratingrupperne var det i den næstsidste. Trods det, var der 2000-folk at finde i denne. Jeg fik 4 points, et halvt point dårligere end den unge teenager Sebastian Mihajlov (ELO 2063) fra Norge, der vandt de 1000 kroner for ratinggruppesejren. Mine 4 points kom via følgende præstationer:

1) Remis med sort mod finske GM Heikki Westerinen (2335), i mit længste parti i turneringen.
2) Tab med hvid til svenske Theodor Kenneskog (2234).
3) Remis med sort mod svenske Ulf karlsson (2004). Jeg spillede også remis mod ham i 2012-versionen
4) Sejr med hvid over franske Philippe Vyvyan (1709).
5) Sejr med sort over svenske WFM Ellinor Frisk (2194). Hun fik kvalitet og bonde i åbningen, men mit pres var for stort.
6) Tab med hvid til Bjørn Møller Ochsner (2348).
7) Tab med sort til Esben Hove (2203).
8) Sejr uden kamp med sort (uratet) over Henrik Mølvig (2150).
9) Tab med hvid til Martin Matthiesen (2266)

Som man ser, var jeg stærkt spillende i de første 5 runder med blandt andet en remis mod en stormester!. På bundlinjen kan jeg være mere end tilfreds med indsatsen, da den gav 29 ratingpoints. Min nye rating blev 1946 (inklusive Kolding, hvor jeg afleverede 27).

Turneringen havde livetransmission på alle partier og betænkningstiden var 90 minutter plus et halvt minut pr. udført træk pr. spiller. Det gav højst 5 timers spil pr. runde. Runderne var fordelt med første runde onsdag aften og derefter to runder hver af de andre fire dage.

Turneringens spillelokaler og kantine var gode, eksempelvis bød kantinen på rugbrødsmadder.

Slutstillingen kan ses på linket i overskriften.

Under turneringen overnattede jeg på et nærliggende hotel.