Copenhagen Chess Challenge 2014 i Ballerup (onsdag 14. maj til søndag 18. maj)

Omkring Store Bededag (fredag 16. maj) arrangerede Ballerup-Måløv-Skovlunde Skak (BMS) deres 10. Copenhagen Chess Challenge, der samtidig var Københavnsmesterskabet. Feltet bestod af 68 spillere, heraf 44 med over 2000 i rating. Af disse 44 over 2000 var der 7 stormestre og 7 internationale mestre. En af de internationale mestre, nemlig Jens Ove Fries Nielsen fra Viborg, vandt turneringen med 7 af 9. 4 andre betitlede spillere delte 2. pladsen med 6½ points af 9.

Længere nede i rækkerne lå jeg som nr. 54 med 1884 i rating. Af ratingrupperne var det i den næstsidste. Trods det, var der 2000-folk at finde i denne. Jeg fik 4 points, et point dårligere end 9-årige Jonas Bjerre (2010), der vandt de 1000 kroner for ratinggruppesejren. Mine 4 points kom via følgende præstationer:

1) Tab med hvid mod tyske Reinhold Mueller (2282), jeg pakkede mine brikker sammen i Birds Åbning og derfor fungerede mit spil ikke.
2) Sejr med sort over Ib Skovgaard (1999).
3) Tab med hvid mod Martin Lee Lauridsen (2117). Igen spillede jeg 1. f4 og igen spillede jeg skidt.
4) Remis med sort mod aserbajdsjanske Rauf Murtuzov, der spiller for Alssund (2013).
5) Remis med hvid mod Aage Olsen (2015). Her gik jeg tilbage til mit sædvanlige 1. e4.
6) Tab med sort til Mikkel Manosri Jacobsen (22050). Mod Londonsystemet stillede jeg mig forkert op (spillede 6.- Sd7 fulgt af 7.- c5 i stedet for det rigtige 6.- c5 fulgt af 7.- Sc6)
7) Sejr med sort over svenske Jan Slettebo (2040).
8) Tab med hvid mod Thomas Nyland fra Norge (2043). I en skotte kom vi hurtigt i slutspil. Jeg fejlede i træk 18, hvor lang rokade havde givet lige spil. Altså ikke åbningen, der fejlede.
9) Sejr med sort over Petruli Petrovski (1910)

Mit 1. f4 (1.- f5)-eksperiment faldt til jorden med et brag Da Jan Nordenbæk anbefalede mig at gå tilbage til 1. e4, kom spillet til at virke igen. På bundlinjen kan jeg være mere end tilfreds med indsatsen, da den gav 38 ratingpoints. Min nye rating blev 1922

Turneringen havde livetransmission på alle partier og betænkningstiden var 90 minutter plus et halvt minut pr. udført træk pr. spiller. Det gav højst 5 timers spil pr. runde. Runderne var fordelt med første runde onsdag aften og derefter to runder hver af de andre fire dage.

Turneringens spillelokaler og kantine var gode, eksempelvis bød kantinen på rugbrødsmadder.

Slutstillingen kan ses på linket i overskriften.

Under turneringen overnattede jeg på et næsten nærliggende hotel.

På vej frem og tilbage fra dette hotel gik jeg dagligt forbi Ballerup Superarena og søerne der. I en af disse søer fik jeg synet af nogle taffelænder.

På bredden af den anden sø var en svane på rede.

Begge billeder taget den dag, hvor jeg spillede en hurtig remis med Aage Olsen.