Fynsk pokalskak 2007/2008

1. runde :

Mit hold, Læseforeningen 1, trådte først ind i turneringens 2. runde.

2. runde :

I den fynske pokalturnerings 16-delsfinale 27/11-2007 i Fåborg mødte mit hold, Læseforeningen 2, FREM 6. Det gik som skemaet nedenfor angiver :

Læseforeningen 1 FREM 6 2½-1½
Robert Vollertsen, 2039 Jacob Lykke Barnewitz, 1478 ½-½
Jørn Moestrup, 2067 Søren Christensen, 1360 1-0
Peter Grau, 2055 Emil Deleuran, 1230 0-1
Ego, 1838 Thor Bendix, 1288 1-0

Holdet trak den store overraskelse fra 1. rundes stævne i FREM. Nemlig juniorerne fra FREM 6, der slog Fåborg 1 ud. Men alligevel blev det betragtet som en rigtig god lodtrækning. Ratingmæssigt var vi jo kæmpefavoritter. Det startede godt for Grau på 3. brættet, idet han med hvid hurtigt kom foran med en bonde og stilling. Men på 1. brættet kom Robert, også med hvid, ikke helt godt fra start, idet hans kongestilling blev svækket kraftigt. Med d4-d5 fik Robert dog også svækket Jacobs kongestilling. På bræt 4 fik jeg med sort gang i noget kongeangreb, der undervejs vandt en bonde og drev den hvide konge ud på b4. Jørn Moestrup kom, ligeledes med sort, ud i et dobbelt tårnslutspil med lige mange bønder til hver, nemlig 5. Jørn havde fordelen af en garderet og fjern fribonde på b-linjen.

De gode udsigter på bræt 2 og 4 forblev gode, Jørn fik et vundet bondeslutspil (den fjerne fribonde) og jeg vandt Thors dronning. Men inden disse to sejre blev en kendsgerning, havde Emil bragt FREM 6 på 1-0. Han fik nemlig vendt spillet mod Grau og vandt et parti, hvor Grau havde en dronning og Emil to tårne. Derudover var der en dronning til hver på brættet, samt bønder, flest til Emil. Trods de to dronninger kunne Grau ikke give særlig mange skakker og dette var med til at Emil stod bedst. Samtidig havde Grau næsten ingen tid tilbage. Altså 2-1 til os inden Roberts parti var afsluttet. I gevinststilling tilbød Robert nu remis og Jacob modtog. Derved var vi i kvartfinalen med 2½-1½. (cifrene meget tættere end ratingtallene angiver).

Andre resultater : Nr. Aaby Junior 1 - FREM 3  3-1, Næsby - Forretningsudvalget  2½-1½, Sidespringeren - Indslev  1½-2½, Sydøstfyn - Nyborg 1  2-2 + 2-2 + 1-3, Nyborg 2 - FREM 2  1½-2½, Middelfart - Odense Seminarium  1-3 og FREM 1 - Nyborg 3  3-1.

I kvartfinalen 21/1-2008 på Næsbys hjemmebane, Krogsgårdsskolen i den nordvestlige del af Odense, trak mit hold Læseforeningen 1 Nr. Aaby Junior 1.

Læseforeningen 1 Nr. Aaby Junior 1 2-2
Robert Vollertsen, 2039 Gert Aagaard, 1917 ½-½
Peter Grau, 2063 Carsten Sørensen, 1860 0-1
Ego, 1838 Arne Bech Madsen, 1855 ½-½
Kurt Ploug, 1701 Uffe Høi Lauridsen, 1684 1-0

Aftenens nemmeste modstander var vel Indslev, det var dem FREM 1 fik fornøjelsen af. I stedet trak vi feltets næstsvageste mandskab, nemlig topholdet fra Fynsserien, Nr. Aaby 1. Vi var klare ratingfavoritter på de to øverste brætter, så målt ud fra det, burde en sejr på 3-1 være mulig. Men som matchen skred frem, så man hvorfor Fynsserien har vestfynboerne som tophold. De bed nemlig smukt fra sig på de 2 øverste brætter, idet Gert på 1. brættet med sort fik en del pres for en bonde. Dette parti var matchens første afgørelse med remis som facit. Næste afgørelse kom på bræt 3. Her spillede Arne Stonewall med gennemførelse af e6-e5. Dette gav ham en lille fordel, blandt andet kom han først ind i den eneste åbne linje med begge tårne. Men ret hurtigt efter var tårnene byttet af. Så havde Nr. Aaby-manden min isolerede d5-bonde at spille på. Men stadig var fordelen kun minimal og partiet sluttede med pointdeling efter hvids Se6. Set med vores øjne var 1-1 i de to hvide partier ikke godt. I de sidste to partier kunne alt stadig ske, dog lignede Kurts parti en klar remis. Samtidig var Grau noget presset i den ene af de centrale linjer. Senere blev dette pres for stort og Grau tabte en bonde. Så ofrede vores mand en kvalitet for noget angreb, som dog ikke slog igennem. Inden Grau opgav, havde Kurt bragt sin dronning ind i modstanderens stilling og vundet. Stillet overfor tab af 2 bønder opgav Uffe.

Altså 2-2 og dermed 4 lynskak-partier (5 minutter til hver) med modsat farve og mod de samme modstandere som omkamp. Her tabte jeg hurtigt en officer og dermed partiet. Men herefter fik vi lutter sejre og vandt altså omkampen med 3-1.

Foruden os kvalificerede også de to FREM-hold samt Seminariet sig til semifinalen. Dette skete efter en klar FREM-sejr, en lynskak-omkamp til og tidnødsdramatik. De andre tre resultater var:

Odense Seminarium - Næsby  3-1, Indslev 1 - FREM 1 0-4 og Nyborg 1 - FREM 2  2-2 og 1-3.

I semifinalen 11/2-2008 på FREM´s hjemmebane, Ungdomshuset i den centrale del af Odense, trak mit hold Læseforeningen 1 FREM 2.

Læseforeningen 1 FREM 2 2½-1½
Robert Vollertsen, 2039 Jesper Knudsen, 1983 0-1
Jørn Moestrup, 2032 Michael Bæhring Madsen, 1940 ½-½
Peter Grau, 2063 Bent Carl Christensen, 1800 1-0
Ego, 1838 Jess Nykjær, 1769 1-0

Af de tre mulige modstanderhold trak vi det dårligste, nemlig FREM 2. Alligevel var vi kun små favoritter. Vi fik en god start, idet jeg vandt i løbet af to timer med de hvide klodser. Hurtigt fik jeg to lette officerer for et tårn og senere endnu en officer, da han fejlagtigt gik efter min bonde på b2. Dette gav ro hos de andre tre på holdet. Peter Grau valgte med sort en åbning, hvor han gav tre bønder for uklart spil. Han fik en del spil og vandt to af dem tilbage. Bagefter blev der afviklet til et klart remis-slutspil, hvor Grau tilbød Bent Carl remis. Måske grundet Jess Nykjærs tab afslog Bent tilbuddet og bragte i stedet sin konge i store vanskeligheder. Med det afsluttende Lb4 truede Grau med mat, der kun kunne pareres ved at give tårnet. Altså 2-0 til os fra Brugerhuset i Bolbro. Inden Grau kunne bogføre sin gevinst kunne man se Moestrup med hvid være nede med en bonde mod Michael Bæhring og Robert med sort være i vanskeligheder på kongefløjen mod Jesper Knudsen. Som tiden gik, fik Moestrup vundet bonden tilbage med et lige slutspil til følge. Også Robert kom tilbage i sit parti og fik initiativet. Her overså Robert, at Jespers dame på h5 kunne slå tilbage på d1. Dette fik Robert til at strække våben. Tilbage sad Moestrup med afgørelsen i hænderne. Men stillingen var så klar remis, at den let blev hentet. Dog forsøgte Michael at finde en gevinst, hvilket han brugte næsten resten af sin tid på. Altså samlet sejr på mindst mulig margin.

Vores modstander i finalen bliver Odense Seminarium, der efter 2-2 vandt 3-1 i lynskak-omkampen. Seminariets modstandere var FREM 1. Selvom begge FREM-mandskaber blev sendt ud, har de alligevel folk i finalen, idet Kim Skaanning og Mads Bilde Svendsen repræsenterer seminariet.

I finalen 5/5-2008 på University Collage Lillebaelt (Asylgade i Odense centrum) trak mit hold Læseforeningen 1 sort på 1. og 3. bræt samt hvid på de to andre.

Læseforeningen 1 Odense Seminarium 1½-2½
Carsten Bank Friis, 2271 Kim Skaanning, 2077 ½-½
Jørn Moestrup, 2037 Mads Bilde Svendsen, 2074 0-1
Peter Grau, 2058 Jeppe Frederiksen, 1900 ½-½
Ego, 1878 Thomas Sandbeck Christensen, 1815 ½-½

Asylgade-lokaliteten er stedet, hvor seminariets spillere i hverdagen opholder sig. De havde med andre ord hjemmebane. På førstebrættet tog Friis og Kim remis efter en times spil, og på nabobrættet var Jørn Moestrup røget i en fælde med bondetab til følge. Så efter højst 1½ time var vi bagud ½-1½. Jeg selv havde i åbningen to muligheder for stor fordel, men forspildte dem begge. Herefter var det en presset stilling, jeg havde. Men den var holdbar og efter 3½ times spil tog vi remis. Herefter var det op til Grau om at sikre holdet omkamp via 2-2. I et lige slutspil pressede han derfor hårdt på, men fik en dårlig stilling ud af det. I løber mod springer-slutspillet tilbød Grau remis. Trods gevinststillingen tog Jeppe imod, hvorefter hans hold kunne hyldes som fynske pokalmestre.

Det var første gang i pokalturneringens historie, at et ikke-klubhold hævede pokalen. Og det efter en finale, hvor tidnøden efter de fire timers spil ikke blev så afgørende.