Kerteminde EMT 15. til 17. februar 2002

Denne turnering foregik på Kerteminde Højskole. Jeg spillede i øverste gruppe, Mester 1. Som man ser af nedenstående tabel blev jeg parret med ene 2000-folk. Jeg havde selvfølgelig regnet med en klar sidsteplads. I stedet blev jeg nr. 4. Jeg spillede bedst på den sidste dag.

Spiller Rating 1. runde 2. runde 3. runde 4. runde 5. runde I alt Placering
Henning Nielsen, SK34 2133    ½ 6    0  2 3   1    1  4 5   1  3½     1-2
Peter Erik Olsen, Hillerød 2190    ½ 5 1      1 6    ½ 3 4   ½  3½     1-2
Oksana Vovk, Næstved 2059    0  4 ½     0 1 2   ½    ½ 6  1½     5-6
Carsten Erlandsen, Hillerød 2065 1   6   1    ½ 5 1   0    ½ 2    3     3
Thomas Svenningggaard, Hillerød 2123 2   ½    ½  3 ½ 6   0     0 1  1½     5-6
Ego, LF 1949 1   ½    0 4  2   0      1 5 ½    2     4

I 1. runde spillede jeg mod den tidligere fynbo Henning Nielsen. Jeg havde Sort i Sämichvarianten i Kongeindisk. Henning spillede selvfølgelig på kongeangreb med h4 og g4. Jeg forsvarede mig med f5 og et par træk senere vandt jeg et par af hans bønder på kongefløjen (f5xg4xf3). Fra da af stod jeg til gevinst, men jeg misbrugte to-tre matchbolde, den ene ved at undlade at slå på h5 omkring træk 36 og en anden fordi jeg ikke turde at spille Lc5 i træk 48. Partiet ebbede ud i remis i træk 78.

Efter dette aftenparti fulgte en god nats søvn på et enkeltværelse på højskolen. Dagen efter, altså om lørdagen, fulgte runde 2 og 3. Begge disse partier gik tabt, hvilket fik mig til at tro at jeg var overmatchet. Det viste sig dog senere at jeg i runde 1 til 3 mødte de tre bedstplacerede. Om søndagen scorede jeg 1½ af 2.

I runde 2 spillede jeg mod Hillerøds Carsten Erlandsen og tabte med Hvid i 50 træk. Vi spillede en lukket sicilianer. Selv om min hvidfeltede løber stod indespærret bag mine egne bønder på a2 og b1 i meget lang tid, så troede Henning Nielsen at jeg til det sidste kunne have holdt remis. Analyser viste dog at han havde uret. Grunden til, at min løber blev spærret inde var, at jeg besvarede a6 med det hyppige a4, som altså er en fejl.

I 3. runde tabte jeg med Sort i en kongeinder i kun 19 træk. Peter Erik Olsen slog simpelthen mit angreb ud af kurs. Mit angrebsforsøg startede med Db6, Sg4 og Df2+. Senere kom dronningen i store vanskeligheder, hvorfor jeg blev nødt til at ofre.

I 4. runde vandt jeg med Hvid over Thomas Svenninggaard. Vi spillede Kongeindisk, hvor vi begge rokerede kort. Belært af 2. runde undlod jeg at besvare a6 med a4. Dette medførte at Sort fik ro til at gennemføre b5. Meget af spillet foregik på dronningfløjen, hvor vi fik hver vores fribonde. Hans så umiddelbart ud til at være farligst. Da jeg stod til at vinde hans farlige fribonde, overså han en skak i bunden, hvorved jeg vandt et tårn.

Endnu en kongeinder forekom i 5. og sidste runde. Jeg havde Sort mod Oksana Vovk. Jeg fik ikke gennemført f5, men angreb i stedet på e- og d-linjerne med springer og løber. Det kunne let være gået galt, da jeg hele tiden skulle passe på at den indtrængende løber ikke blev fanget. I træk 18 lavede jeg fejlen Db6. Denne medførte at hun fik en fribonde på b7. Fra da af stod hun bedst. Men med godt forsvar holdt jeg remis.

Alt i alt er jeg tilfreds med 2 points i det hårde selskab. De 2 points gav 18 ratingpoints. Den heldigste i gruppen var Henning Nielsen. Han vandt på tid i en tabt stilling i 3. runde. Derudover fik han en uretfærdig remis i 1. runde.

Det at man kunne overnatte på spillestedet gjorde at man kunne hygge sig om aftenen med de andre spillere, der valgte at overnatte. Sådanne hyggestunder er der ikke tid til i klubben, da man her er optaget af sit parti.