Referater af kampene i 10. runde af Superligaen 2002-2003

Den første kamp er spillet fredag d. 27/9-2002 og de andre 5 to dage senere.

AGF - Viborg  1-3 (0-2)

Især 1. halvleg var præget af mange fejlafleveringer og dårligt gennemførte kontrastød, specielt fra hjemmeholdets side. Endvidere bar kampen præg af spillere med dårlig teknik. De to chancer der har været i de første ti minutter, en til hvert hold, opstod efter fejlafleveringer på midten af det forsvarende holds banehalvdel. Først havde AGF en chance i det 5. minut, hvor der blev skudt fra for spids vinkel. Dernæst, to minutter senere, havde udeholdet godt 1-2-spil. Dette gav en stor chance til en af deres spillere, men Erik Boye i århusianernes mål gjorde sig så bred, at angriberen skød forbi. AGF´s bedste, Dladla gik selv, startende lige udenfor feltet, spillede sig selv fri i feltet. Hans skud havde dog ikke fart nok på. Syv minutter senere, i det 30. minut, headede midtjydernes John Dyring fra kanten af feltet. Erik Boye reddede til hjørnespark. Tre minutter senere kom kampens første vellykkede kontraangreb. Dette hurtige angreb endte med et indlæg fra højre af Anders Winther. Dette scorede Søren Frederiksen på trods omgivet af 4 forsvarere. Dermed udeholdet på 1-0. Kun otte minutter senere, 4 minutter før pausen, scorede John Dyring på langskud. Her, 25 meter fra mål, var der ingen, der pressede ham.
I 2. halvleg, hvor spillet var bedre end i 1. halvleg, pressede hjemmeholdet. Kun i 10 minutter var udeholdet mest i boldbesiddelse. Fire minutter inde i halvlegen havde en af hjemmeholdets spillere et skud på mål. Her ramte bolden trekantssammenføjningen og slog ned et par centimeter bag mållinjen. Men dommeren kunne ikke se bolden i mål, så han lod spillet fortsætte. I de derpå følgende syv minutter gav dette en del dramatik og advarsler. Elleve minutter senere lykkedes det Viborg at tage trykket af hjemmeholdets pres, der dog fortsatte. Midt i 2. halvleg blev kampen endegyldigt afgjort på en Viborg-kontra. Her spillede Johnny Helledie Søren Frederiksen fri. Inde i feltet scorede han med venstrebenet. Herefter havde viborgenserne deres ti minutter, hvor de sad på spillet. Til sidst i denne periode fik de hjørnespark. Dette indlæg fra højre udløste et straffespark til Viborg. Søren Frederiksen, kampens dobbelte målscorer, brændte idet Erik Boye reddede ude ved venstre stolpe. Få minutter efter, hvor der manglede et kvarter, overtog AGF igen spillet. Denne gang lagde de et massivt pres. Dette gav en reducering otte minutter før tid efter et indlæg fra midten af udeholdets banehalvdel. Dette indlæg behandlede Onyszko ikke så godt, hvilket gav Leon Andreasen chancen. Samme Leon var et halvt minut efter ved at lave selvmål.

Tilskuere : 7682, hvoraf nogle få overfaldt Arek Onyszko og Morten Hamm lige efter at kampen blev fløjtet af.

OB - F.C. København  0-1 (0-0)

I en intens, tempofyldt og underholdende kamp var begge holds forsvar gode. Spillerne viste god teknisk kunnen og fin fysik. Selvom københavnerne var mest på bolden, havde hjemmeholdet den første chance. Denne opstod i det 5. minut, hvor Kenneth Møller Petersen skød fra spids vinkel tæt under mål. Løvernes målmand Rune Pedersen reddede. I flere perioder af kampen pressede sjællænderne de boldbesiddende OB-spillere højt oppe på banen. Dette gav i 11. minut en fri Peter Møller. Karim Zaza klarede københavnerens skud. Kort før den halve time kom der et fladt indlæg fra venstre ind i odenseanernes felt. Fra midten af feltet kom der et skud, som Zaza reddede til hjørnespark. Dette indlæg fra venstre gav Zuma en mulighed for skud. Hans skud ramte lige nøjagtigt Kenneth Møller Petersen og røg derfor lige over mål. Endnu fire minutter senere havde udeholdet deres næste chance. Fra midten af feltet headede Peter Møller et indlæg fra højre lige ved siden af mål. I de sidste otte minutter af 1. halvleg havde OB to farlige kontrastød, det første i 37. minut. Tomas Jørgensen spilles til en god mulighed af Simon Jørgensen. Tomas skød tæt forbi. På det efterfølgende angreb havde F.C. Københavns Thomas Røll et farligt skud. OB havde deres næste kontrastød et minut før pausen, hvor Mwape Miti gik solo. Han fintede københavnernes målmand Rune Pedersen og skød. Men en københavnsk forsvarer reddede en meter fra mållinjen.
Hjemmeholdet pressede i perioder for scoring i 2. halvleg. Allerede 2 minutter inde i halvlegen var det tæt på. Et indlæg fra højre gav Simon Jørgensen en hovedstødschance. Rune Pedersen reddede. Seks minutter efter gik Thomas Røll solo på højre side. Efter at være kommet fri af 2 OB-spillere afleverede han kort bagud til Jörgen Petterson, der skød løverne foran 1-0. Fra en time inde i kampen og ti minutter frem pressede hjemmeholdet for udligning. Dette pres gav i 68. minut et hjørnespark fra venstre side. Dette indlæg gav Tomas Jørgensen en skudmulighed fra midten af feltet. Rune Pedersen måtte give et nyt hjørnespark. Selvom københavnerne var mest på bolden herefter pressede OB stadig. I de sidste ti minutter intensiverede hjemmeholdet presset og havde flere gode muligheder, blandt andet skud udefra. I overtiden kom der et indlæg fra midten af banen. Dette headede Michael Hemmingsen fra midten af feltet indenfor målrammen. Rune Pedersen reddede til hjørnespark.

Tilskuere : ca. 10000 så F.C. København fastholde 1. pladsen.

Køge - AaB  0-2 (0-2)

Første halvleg var en rodet affære. Køge var de ringeste. Allerede i det 9. minut headede Allan Gaarde AaB i front efter hjørnespark fra venstre. Denne scoring gav anledning til endnu mere usikkerhed i de bagerste rækker hos hjemmeholdet. Midt i halvlegen resulterede det i et selvmål af Flemming Ljungström.
Som 2. halvleg skred fremad blev Køges kombinationsspil bedre og bedre. Dette gav en del chancer, hvor ålborgensernes målmand Jimmy Nielsen et par gange måtte vise klasse. Med held og spil under vanlig standard fik udeholdet holdt fast i 2. pladsen.

Tilskuere : 3262

Silkeborg - Esbjerg  1-1 (0-1)

Udeholdet var det hold, der havde mest tempo i deres spil. Det svagere hjemmehold fik ind i mellem sat et pres ind. I de første fire minutter havde esbjergensernes Tommy Bechmann to store chancer. Først skød han på stolpen, siden havde han en stor hovedstødschance. I det 20. minut bragte Jan Kristiansen Esbjerg i front.  Fra da af og halvlegen ud pressede hjemmeholdet for udligning. To gange omkring den halve time havde hjemmeholdet to farlige skud, som målmanden fra Esbjerg, Martin Jensen, reddede. Et boldtab fra Silkeborgs side midt på egen banehalvdel gav fem minutter før pausen Esbjerg et kontraangreb. Tommy Bechmann fik her en stor chance for at øge udeholdets føring.
Silkeborg pressede endnu mere i 2. halvleg og det gav bonus midt i halvlegen. Kent Fabricius bragte balance i målregnskabet. Herefter pressede hjemmeholdet for sejren og havde et par chancer.

Tilskuere : 2724

Farum - Brøndby  1-2 (1-0)

I denne underholdende og intense kamp kom Farum hurtigt i spidsen. Dette skete i 6. minut, hvor David Rasmussen lagde indover fra højre. Nichlas Hindsberg headede hjemmeholdet foran. Brøndby spillede bolden rundt og Farum var gode til at bruge fløjene. Endvidere var begge holds spillere ivrige med langskud.
De langt flere tilskuere end normalt på Farum Park blev vidner til en 2. halvleg, hvor udeholdet var bedst. Ca. 10 minutter inde i halvlegen lagde Brøndbys Mads Jørgensen indover fra venstre. Mattias Jonson headede fra midten af feltet og ramte overlæggeren. Kort efter var Brøndby igen tæt på ved Mads Jørgensen. Herefter slog Farum kontra, og efter dette farlige kontraangreb overtog de for en kort stund spillet. Så fik Brøndby igen overtaget og i 70. minut kom udligningen. Det var Kasper Dalgas, der scorede på langskud fra højre side. Herefter var udeholdet farlige og sejrsmålet faldt 8 minutter før tid. Mads Jørgensen scorede med et brækkende langskud fra en position lige udenfor feltet tæt ved halvbuen.

Tilskuere : 9775, hvoraf en lille flok brændte sæder af.

F.C. Midtjylland - AB  1-1 (0-0)

Midtjyderne pressede fra start, men AB fik gang i spillet fra 10. minut. Fra dette minut sad akademikerne på spillet. Første halvlegs største chance faldt til udeholdets Palle Sørensen, hvis forsøg ramte overlæggeren. 
Ti minutter inde i 2. halvleg kom AB fortjent i front. Et indlæg fra midten af banen endte hos Abdul Sule. Han headede fra midten af feltet. Herefter pressede hjemmeholdet, og i løbet af tre minutter tilspillede de sig to chancer. Den sidste gav udligningen. Fra højre side lagde Pimpong indover og Frank Kristensen tog bolden ned med brystet og skød. Herefter blev midtjyderne bedre mens akademikerne fra hovedstaden blev mere usikre. Til sidst i kampen fik Frank Kristensen to chancer for at blive dobbelt målscorer. Den sidste mulighed skød han i fri position forbi mål.

Tilskuere : 1157

Statistik over de første 10 runder.

Hyppigst forekommende resultater til nu er 2-2 og 2-0 med hver 8 gange. 2-2 er dog ikke forekommet i de sidste tre runder. Derefter kommer 1-0 med seks gange og 2-1 samt 1-1 med hver 5 gange. Stadig ingen 0-0-kampe.