Referater af kampene i 17. runde af Superligaen 2002-2003

Den første kamp er spillet lørdag d. 23/11-2002 og de andre 5 dagen efter.

Brøndby - Farum  7-1 (2-1)

Kampen var lidt mærket af regnvejret. Samtidig var der tekniske og taktiske fejl, men trods dette var Mogens Kroghs allersidste hjemmekamp underholdende. Begge hold spillede gerne langs jorden. Dog benyttede hjemmeholdet sig også af lange afleveringer fremad, men disse var sjældent vellykkede. I det første kvarter var udeholdet dominerende. Dette Farum-pres gav hjørnespark, indlæg og langskud. Efter 12 minutter udløste et af disse langskud et farligt angreb. Langskuddet, affyret af David Rasmussen, blev klaret af Mogens Krogh. Han fistede bolden op på overlæggeren. Herefter opstod flere farlige situationer foran hjemmeholdets mål. I det andet kvarter af kampen havde Brøndby et pres. Tre minutter inde i dette pres, 18 minutter inde i kampen, legede udeholdets målmand Henrik Sarp højre back. Det endte med, at Kasper Dalgas skød på overlæggeren. I 27. minut havde nordsjællænderne hjørnespark fra venstre. Indlægget gik til nærmeste stolpe og her satte en af Farum-spillerne hælen på bolden. Skuddet prellede af på ydersiden af stolpen. Målsparket var indledningen på et kontra af hjemmeholdet. Dette gav Brøndby føringen efter indlæg fra venstre. Thomas Kahlenberg skød det flade indlæg i nettet. To minutter efter havde Farum kontra. Efter fladt indlæg fra højre bragte David Rasmussen Farum på 1-1. Tre minutter før pausen havde Brøndby hjørnespark fra højre. Indlægget gik til nærmeste stolpe, hvor Morten Wieghorst headede fra nært hold. Trods minimal plads mellem stolpen og Sarp fik bolden lov til at gå i mål.
To minutter efter pausen havde Brøndby frispark på højresiden, cirka midt på Farums banehalvdel. Indlægget headede Kasper Dalgas på stolpen. Herefter startede et pres fra hjemmeholdets side. 11 minutter inde i 2. halvleg spillede Farum sig ud af vanskelighederne. Det gav en kontra, som var tæt på scoring efter indlæg fra venstre. Mogens Krogh reddede med hånden ude ved stolpen. Herefter fik Farum spillet flyttet længere frem, hvilket udløste nogle hjørnespark. Det medførte, at Brøndby nu levede mere på kontraer. I 63. minut havde Kasper Dalgas og Morten Wieghorst et godt sammenspil i højre side af feltet. Morten afsluttede angrebet med et fladt skud. Herved øgede han hjemmeholdets føring. To minutter senere havde en af vestegnens spillere et meget farligt og brækkende skud udefra. Fra dette tidspunkt pressede Brøndby igen. I de sidste 20 minutter trak hjemmeholdets spillere sig tilbage. Tretten minutter før tid havde Brøndby hjørnespark på venstresiden. Det gav et langskud fra kanten af feltet, som Sarp droppede ud til Morten Wieghorst, der havde let ved at fuldføre sit hattrick. Efter denne scoring havde hjemmeholdet i de følgende fire minutter et par farlige kontraer. Det sidste af disse kom 8 minutter før tid. Angrebet endte med et fladt indlæg fra venstre, som Peter Madsen scorede på. Fra midten af banen afdriblede Morten Wieghorst tre Farum-spillere. Dette angreb, han herved satte i gang, kom i 90. minut. Peter Madsen blev spillet fri foran mål, men han kom ud i højresiden af det lille felt. Han lagde indover til Morten Wieghorst, der headede Brøndby på 6-1. I 94. minut fik Brøndby straffespark, som Auri Skabalius scorede på.

Tilskuere : 12866

AaB - F.C. København  1-1 (0-1)

I denne intense kamp, der foregik i regnvejr, forsøgte hjemmeholdet sig med dybe afleveringer, men de lykkedes ikke altid. Københavnerne brugte mere småspillet, men benyttede sig dog ind imellem af de lange afleveringer. Begge hold havde sjældne indlæg. Nogle af hjemmeholdets indlæg var lange indkast af Brian Priske. Ingen af holdene pressede boldholderen, når denne var nede ved eget felt. Det meste af spillet foregik midt på banen. Efter et kvarter valgte AaB's Priske et halvlangt indkast fra højre. Det gav lidt forvirring i københavnernes forsvar. Dette udnyttede en af ålborgenserne, Mads Bro Hansen, sig af til at smutte imellem tre forsvarsspillere tæt under mål. Han kom fri, men misbrugte chancen. I angrebet efter blev Peter Møller spillet fri foran mål. Han misbrugte muligheden. I det 18. minut havde løverne deres og kampens andet hjørnespark. Dette blev taget fra højre, og indlægget kom tæt under mål. Det gav forvirring i hjemmeholdets forsvar. Herved fik Peter Møller efter lidt tilfældigt spil en chance et par meter fra mål. Han udnyttede den og skød sjællænderne på 1-0. I det sidste kvarter af første halvleg kom der lidt flere indlæg samtidig med at løvernes Zuma viste gode takter i sine soloture på venstrekanten. Ni minutter før pausen havde hjemmeholdet et indlæg fra venstre. Det gav Saarenpää en god skudmulighed fra en position tæt ved straffesparkspletten. Til trods for at nærmeste forsvarer var et par meter væk, skød finnen direkte på udeholdets målmand Rune Pedersen.
Fire minutter efter pausen snittede Stefan Bidstrup et af Priskes lange indkast videre til Christian Christiansen, der herved fik en god mulighed tæt under mål. Han blev generet i det øjeblik, hvor han skulle prikke bolden i mål. Dette var en af flere gode muligheder til hjemmeholdet i starten af halvlegen, hvor de lagde et pres. Fra det tiende minut i 2. halvleg foregik spillet igen mest midt på banen. Tyve minutter inde i halvlegen lagde Hjalte Nørregaard et udadskruet hjørnespark fra højre. Thomas Røll headede fra 7 meters afstand til målet lige over det ålborgensiske mål. Et kvarter før tid gik AaB's Christian Christiansen igennem det samlede københavnske midterforsvar og bragte hjemmeholdet på 1-1. Et par minutter efter havde hjemmeholdet et godt kontrastød, der endte med et skud lige over mål. I 89. minut havde F.C. København et indlæg tæt under mål.  Det gav Zuma en god mulighed. I angrebet efter, som hjemmeholdet havde, kom AaB's målscorer fri lige udenfor feltet. Han skød over. 

Tilskuere : 6781

Viborg - Esbjerg  4-1 (2-0)

Ind i mellem hjælper det at presse boldholderen højt oppe på banen. Det gjorde hjemmeholdets Klaus Kjærgaard i kampens 75. sekund. Han erobrede bolden på kanten af feltet og kom derved fri. Med et godt skud bragte han Viborg i front. Efter 16 minutter kom der et fladt indlæg fra højre. Dette halvklarede Esbjergs målmand og riposten skød Christian Keller i mål. Denne føring holdt til pausen, og det fordi en Esbjerg-spiller reddede på stregen. Det skud, han reddede kom fra medspilleren Tommy Bechmann. Det var 5 minutter før pausen, han forhindrede en scoring til sit eget hold!!
Tolv minutter efter pausen var Tommy Bechmann igen tæt på scoring for Esbjerg. Denne gang headede han på venstre stolpe. Otte minutter senere foretog Klaus Kjærgaard et langt indkast. Det endte i feltet, hvor Søren Frederiksen vred sig fri tæt under mål og øgede Viborgs føring. Otte minutter før tid kom der et kort, fladt indlæg fra højre side af feltet. Det var tiltænkt Asbjørn Sems, der let scorede til 4-0.  Et par minutter inde i overtiden fik Esbjerg et trøstmål. Det var Anders Møller Christensen, der scorede et kluntet mål, hvor målmanden var noget indblandet.

Tilskuere : 2018

Silkeborg - Køge  3-4 (0-3)

I første halvleg var Silkeborg meget ringe og lavede mange grove fejl. I det 7. minut headede Tommy Olsen udeholdet på 1-0 efter indlæg fra højre side. Kun 4 minutter senere skød Martin Borre på mål fra venstre side af feltet. Efter denne scoring til 2-0 havde sjællænderne flere muligheder for yderligere scoringer. En af disse chancer headede Allan Nielsen senere i halvlegen ind til 3-0. Indlægget kom fra højre side.
Så let spil fik Køge ikke i 2. halvleg, da hjemmeholdet spillede væsentligere bedre end før pausen. Midtjyderne var samtidig mere aggressive i spillet. Dette bar frugt i de første ti minutter af halvlegen. Første gang i det 49. minut, hvor Iddi Alkhag lagde indover fra venstre. Dette indlæg headede Jesper Thygesen i mål til 1-3. Anden gang fire minutter senere. Der var klumpspil i feltet og til sidst havnede bolden hos Jesper Thygesen. Han skød og lavede herved sin anden scoring. 2-3. I halvlegens 10. minut var et lumsk indlæg ved at give udligningen. I stedet for udligning bragte Køge sig yderligere foran midt i halvlegen. Det var Martin Borre, der med et skud fra 8 meters afstand scorede for anden gang i kampen. I det 80. minut slap Køges Jimmy Kastrup fri. Hans skud klarede målmanden med en fodparade. Få minutter før tid gav et indlæg fra venstre reduceringen til 3-4. Det var Bo Nielsen, der headede.

Tilskuere : 2762

AB - AGF  3-1 (1-0)

Akademikernes forsvar var godt organiseret, mens århusianerne havde et dårligt forsvar. I forhold hertil var udeholdets angreb godt. Allerede i kampens 3. minut kom AB i front. Efter indlæg fra venstre headede Christian Karlson dem på 1-0. I de næste 22 minutter havde hjemmeholdet en del muligheder for at afgøre matchen. I halvlegens sidste 20 minutter trak de sig tilbage på banen.
Tre minutter efter pausen fik AB som så ofte før lov til for meget, når de angreb. Samtidig var udeholdets markeringer stadig ringe. Dette blev udnyttet til endnu et indlæg fra venstre. Dette headede Nicolai Stokholm i mål. Nitten minutter før slutfløjtet fik AGF nyt håb. Fra kanten af feltet skød Alex Nørlund, hvorved reduceringen var en kendsgerning. Kort før tid scorede hjemmeholdets ægypter Mohammed Zidan til 3-1. Det gjorde han med et skud fra venstre side af feltet. Scoringen blev sat ind med ydersiden af højre fod.

Tilskuere : 1895

OB - F.C. Midtjylland  1-0 (0-0)

Kampen bar præg af to stærke forsvar. Begge hold havde derfor svært ved at tilspille sig chancer. Med tiden fik midtjyderne et overtag i første halvleg. I de sidste 10 minutter blev OB bestemmende, dog fik de kun en sølle chance. Denne var samtidig kampens eneste. Den faldt 7 minutter før tid. Efter indlæg fra højre headede Claus Pedersen OB i front.

Tilskuere : 4025