Referater af kampene i 7. runde af Superligaen 2002-2003

Alle kampe spillet onsdag 11/9-2002.

AGF - Brøndby  2-2 (1-1)

Begge hold var angrebsivrige, men havde også gode forsvar. Tempoet var højt og intensiteten høj. Meget af spillet foregik på midtbanen. Selvom det var to midterhold, der mødtes på Århus Stadion, var det en topkamp værdig. Allerede i det tredje minut blev hjemmeholdets Morten Duncan Rasmussen spillet fri, men han skød forbi Mogens Kroghs mål. Mens alle AGF´s spillere var på vej fremad, lavede en af deres bagerste en fejl. Det gav Brøndby et kontrastød, hvor Mattias Jonson og Mads Jørgensen var alene med to forsvarsspillere samt Erik Boye. Mattias Jonson spillede Mads Jørgensen fri. Dette gav efter 16 minutter udeholdet føringen. Syv minutter senere lagde Morten Poulsen indover fra højre til Dladla. Han udlignede til 1-1. Ti minutter før pausen gik Brøndbys forsvarer Allan Olesen solo. Efter at have snydt et halvt Århus-hold, spillede han sig selv fri. Erik Boye reddede forsøget.
Næste chance opstod efter et kvarter af 2. halvleg. Brøndbys Auri Skarbalius skød udefra og Erik Boye reddede til hjørnespark. Dette fik københavnerne intet ud af, i stedet kom hjemmeholdet i kontra. Dette angreb blev afsluttet af Mikkel Bo Jensens langskudsmål. 2-1 til AGF. 18 minutter før tid var Brøndby i angreb. Morten Wieghorst scorede med hælen efter indlæg fra venstre. Ni minutter senere blev hjemmeholdet snydt for et straffespark.

Tilskuere : 20104

Esbjerg - F.C. København  3-0 (2-0)

I en underholdende 1. halvleg var hjemmeholdet bedst i de første 25 minutter. De blev hjulpet på vej allerede i 3. minut. Da havde Esbjerg en kontra, som indeholdt Tommy Beckmanns skud, der halvklares af Rune Pedersen. Riposten scorede Jess Thorup på. Omkring midten af halvlegen reddede Rune Pedersen et forsøg direkte på frispark til hjørnespark. Dette blev lagt indover fra venstre og Kjetil Pedersen havde et godt hovedstødsforsøg. Få minutter senere var hjemmeholdet i et langt angreb. Tommy Beckmann erobrede bolden på kanten af feltet, hvorefter han med et skud bragte esbjergenserne yderligere foran. I det sidste kvarter inden pausen blev københavnerne farligere og farligere. Lidt inde i overtiden havde de hjørnespark fra højresiden. Dette resulterede i, at Bora Zivkovic headede på overlæggeren. 
I den underholdende 2. halvleg pressede F.C. København på for udligning, men hjemmeholdet var farlige på kontra. Indenfor halvlegens første ti minutter havde københavnerne 2 farlige hovedstødsforsøg efter hjørnespark. Straks i halvlegen blev der reddet på stregen og otte minutter senere reddede Martin Jensen i Esbjerg-målet. I halvlegens 12. minut havde Esbjerg en farlig kontra, og to minutter senere gik udeholdets Jörgen Petterson solo. Det var over kort afstand, hvor han i medløb tog bolden med sig med hovedet. På denne måde kom han i tvekamp med Martin Jensen. Svenskeren skød ved siden af mål. Med 27 minutter igen af kampen fik sjællænderne frispark lidt uden for feltet. Peter Nielsen skød direkte på mål og ramte overlæggeren. Et af Esbjergs lange og farlige indkast tæt ved hjørneflaget gav bonus 4 minutter senere. Fra midten af feltet headede Hans Henrik Andreasen Tommy Beckmanns indkast i mål til 3-0. I resten af kampen pressede hjemmeholdet de boldbesiddende københavnere højt oppe på banen. Udeholdet fik kun en chance i de sidste 20 minutter.

Tilskuere : 8704

OB - AaB  3-0 (1-0)

Tidligt i dette topopgør kom det til et uheld, der gjorde at begge hold fik en spiller skadet. Denne tidlige omrokering på mandskaberne besværliggjorde organisationen i begge lejre. Dette udnyttede hjemmeholdet bedst. Efter 13 minutter bragte Kenneth Møller OB i front. Senere i halvlegen spillede udeholdets Andras Oper sig selv fri, men han brændte. I det sidste kvarter af 1. halvleg havde ålborgensernes målmand Jimmy Nielsen en flot redning.
Midt i anden halvleg scorede Kenneth Møller sit andet mål efter indlæg fra venstre af Mwape Miti. Både før og efter denne scoring havde udeholdet en stor chance. Men det var hjemmeholdet, der et minut før tid satte trumf på. Fernando Dervald scorede direkte på frispark.

Silkeborg - Viborg  1-1 (1-0)

Disse to midtjyske hold var i bundopgør. Hjemmeholdet viste mest gejst i denne svagt spillede kamp med mange fejlafleveringer. Selv dommeren var dårlig. Efter 31 minutter kom der et hovedstødsindlæg fra højre. Fra nært hold bragte Bo Nielsen hjemmeholdet foran. Tyve minutter inde i anden halvleg havde Silkeborg et forsøg på overlæggeren. Ti minutter efter havde hjemmeholdets målmand et stort drop. Det kostede Silkeborg sejren.

Tilskuere : 3021

Køge - F.C. Midtjylland  2-3  (1-1)

Begge hold var angrebsivrige i denne svage kamp, hvor især det første kvarter var dårligt. Begge målene i første halvleg var på langskud. Først bragte Thomas Rathe i 17. minut udeholdet foran, siden sørgede Mads Olsen 9 minutter senere for balance i målregnskabet med et skud direkte på frispark. Derudover havde kampens første målscorer endnu en stor chance i første halvleg.
Efter et elleve minutter langt pres fra Køge bragte Tommy Olesen dem foran. Tretten minutter senere lavede en af hjemmeholdets spillere selvmål efter indlæg fra venstre. Elleve minutter senere gentog Thomas Rathe kunststykket fra første halvlegs 17. minut. Dette langskud gav sejrsmålet.

Tilskuere : 1301

AB - Farum  2-0 (2-0)

I den første halve time var hjemmeholdet bedst. Efter 22 minutter havde de lavet to mål og brændt et straffespark! Allerede i femte minut blev Jesper Falck spillet fri i feltet som resultatet af en kontra. Han svigtede ikke. Syv minutter senere indlæg fra højre. Abdul Sule fik bolden, men skød svagt. Alligevel kunne han juble over træfferen til 2-0. Ti minutter senere fik AB et billigt straffespark, som de ikke udnyttede. I det sidste kvarter af halvlegen luntede hjemmeholdets spillere bare rundt og tacklede ikke igennem. Farum kunne ikke udnytte det.
I den sidste halve time af kampen satsede de svagtspillende oprykkere alt. Her begyndte AB at kombinere godt og fik mange store muligheder for at øge føringen.

Tilskuere : 2808