Beskrivelse af den amerikanske tårnfalk

En falk noget mindre end tårnfalken med et vingefang på 55-65 cm. Har lange, spidse vinger og en lang hale. Den er flerfarvet, hvilket bedst ses tæt på. Dens bryst og bug er hvide med sorte pletter. Oversiden af vingerne er som hos hunnen af tårnfalken, det vil sige rødbrune med sorte striber med sorte spidser. Hos hannen er siden og og stykket før spidserne af vingerne blå. Halen er rød, med sorte striber hos hunnen. Hovedet er hos begge køn hvidt med grå isse og sort stribe under hvert øje. Hannen har rød top på issen. Den unge fugl ligner hunnen.

I Danmark er der mellem 0 og 3 om året. Undslupne fugle, mere sjældent vildfarne. De lever naturligt i det nordlige Nordamerika, yngler i smålunde, områder med små grupper af træer, redekasser og høje bygninger i byer og landsbyer. Den ses jagende over uopdyrkede områder og langs veje.

Den muser ofte under jagten, det vil sige står stille i luften på svirrende vinger. Får den øje på et bytte, klapper den vingerne sammen og styrtdykker mod jorden. Den flyver med hurtige vingeslag, afbrudt af korte stræk med glideflugt. Ved veje ses den siddende på telefonpæle og elledninger.