Beskrivelse af bjerganden
And på 42-51 cm med et vingefang på 72-84 cm. Ligner en stor udgave af troldanden, men hannen har grålig ryg. Den brune hun ligner troldandens hun, men har et kraftigt hvidt bånd ved næbbets rod.
I Danmark yngler der mellem 1 og 10 par. Som trækfugl nordfra og vintergæst er der mellem 10000 og 100000 fugle. Den ses i træktiden og om vinteren i søer og fjorde og længere ude til havs. Her ses den i flokke, gerne sammen med troldænder. I det nordlige Lillebælt kan der ind imellem ses 40000 fugle. I isvintre samles de i våger og kommer derved tættere på land.
De overvintrende bjergænder dykker efter snegle og muslinger. Dette sker mest om natten og ikke på dybder over 5-6 meter.