Beskrivelse af den blå kærhøg
En rovfugl på 44-52 cm og et vingefang på 100 til 120 cm. Hannen er gråblå på oversiden, mens hunnen er brun. På undersiden er hannen hvid, mens hunnen er lysebrun til gul. Hannens vingespidser er sorte. Begge køn har lille, mørkt næb og gule ben. Deres haler er lange, hunnerne har tværstriber på halen. Området lige før halen er hvidt. Hunnen har hvide pletter ved øjnene. Ungfuglene ligner hunnerne. Den flyver med vingerne højt løftet.
Som ynglefugl er der ikke mange i Danmark. Der er mellem 1 og 10 ynglepar. Af trækkende fugle er der mellem 1000 og 10000 og af vintergæster er der mellem 100 og 1000. Trækfuglene og vintergæsterne kommer fra Finland og det nordlige Skandinavien. Ses mest i den østlige del af landet og på de åbne vidder så som enge og marker, hvor den søger føde. Under denne jagt bruger den glideflugt og flyver lavt.
Ud over at jage fra luften, sidder den afventende på en jordtue eller en pæl. Den tager småfugle og gnavere.
Overvintrer i det vestlige og sydlige Europa. Samt i Danmark, især er der mange i milde vintre.