Beskrivelse af grønspætten
En 31-33 cm stor spætte med grøngul fjerdragt, især vinger og rød isse. Dens spidse næb er blåt og dens skarpe klør benyttes til at kravle op ad stammer med. Han og hun kan kendes fra hinanden på skægstriben. Hannen har rød stribe med sort omkring og hunnen en helt sort skægstribe. Den kommer med skarpe lyde, 'kly-kly' og trommer sjældent, hvilket er usædvanligt for spætter.
I Danmark yngler den i Jylland med mellem 100 og 1000 par og enkelte steder på Fyn. Øst for Storebælt kommer den som en meget sjælden gæst fra Sverige. Den ses mest i lyse og parkagtige løvskove, men kan også forekomme i rene nåleskove.
Den bygger rede i træstammer i et udhugget, ovalt hul og søger føde på jorden i oprejst stilling, hvor den tager myrer med sin lange og klæbrige tunge. Den leder også på frønnede træstubbe efter myrer og andre insekter. Under denne jagt sønderdeler den stubben.
De opholder sig omkring ynglestedet året rundt, unge fugle strejfer noget omkring.