Beskrivelse af havlitten
En lille og farverig dykand på 40-47 cm. Den har et vingefang på 73-79 cm. Hannen har i vinterdragten lys hals, nakke og isse. Hovedet er lysebrunt omkring hvert øje og mørkebrunt bag øjnene. Næbbet er sort med rød spids. Brystet er brunt og resten af undersiden er hvid. Ryggen/vingerne er sort og rød med bredt hvidt bånd. Hans lange hale er sort. I sommerdragten er han mere brun på ryg og hals. Hunnen har ikke den lange hale og hendes overside er brun. Brystet er lysebrunt og undersiden hvid. Hals og hoved er hvide bortset fra brune kinder og isse. Hendes næb er blåt.
De udstøder et klangfuldt 'av-av-avlit', der minder om sækkepiber i det fjerne eller som når hunde gør.
Den yngler i fjeld- og tundraegne samt i Østersøens skærgårde. Herfra kommer der hundredtusinder af dem til Danmarks farvande, især Østersøen, Kattegat, bælterne og sundene. Udenfor yngletiden er de for det meste ude til havs, men kommer i ny og næ til kysten, især Bornholms.
Dykker efter snegle og muslinger på havbunden. Kan dykke 60 meter ned og holde sig under vandet i flere minutter ad gangen.
Ankommer ofte til danske farvande ved årsskiftet og forsvinder igen senest i slutningen af april og starten af maj.