Beskrivelse af sangsvanen
En helt hvid fugl på størrelse med knopsvanen, men slankere. Den 145-160 cm store fugl har sorte ben og sort næb med gul rod. Har ingen sort blis som knopsvanen. Dens vingefang er 216-243 cm. Modsat knopsvanen siger sangsvanen noget. Den har en trompeterende stemme, der kan høres vidt omkring.
Der er i Danmark mellem 1000 og 10000 trækkende fugle og i samme interval af vintergæster. De kommer fra deres yngleområder nordpå i Skandinavien. Her yngler de i skovmoser og lavvandede søer helt ned til Skåne. Her i landet ses de mest ved nord- og vestjyske fjorde samt ved kysterne af Fyn, Sydsjælland og Lolland-Falster.
I modsætning til knopsvanen ses sangsvanen græsse på marker og enge. Klarer bedre en isvinter end knopsvanen, da den er mere vant til koldt klima.
I kolde vintre flyver sangsvaner videre til Tyskland, Holland og De Britiske Øer.