Beskrivelse af skægmejsen
En langhalet mejse på 15.5 cm. Kroppen og halen brunlig, mest lys på undersiden. Vingerne har fra inderst til yderst rødligt, hvidt, sort og endnu et rødligt bånd. Vingespidserne er lyse. Hovedet er brunligt hos hunnen og gråt hos hannen, der har en sort skægstribe. Ungfuglene er strågule med sort rygstribe og sorte halesider. Flugten er med meget hurtige vingebevægelser. Den lange hale ses under flugten.
I Danmark er der mellem 100 og 1000 ynglende par. Den bliver i yngleområdet året rundt og strejfer kun lidt rundt. Den holder til i de få store tagrørskove i landet. Bestandene svinger meget i de enkelte områder.
De lever af insekter om sommeren og tagrørsfrø om vinteren. Fuglen er i konstant bevægelse i rørskoven for at finde føde.
I Mellemeuropa kan den i ynglesæsonen få 3 eller 4 kuld unger på vingerne. Det første kuld bliver kønsmodne så hurtigt, at de senere i sæsonen selv kan få unger. Da hvert kuld er på 6-7 unger, vil bestanden om efteråret være stor i gode ynglesæsoner.
Danmark er skægmejsens nordlige udbredelsesområde. Så i kolde vintre dør mange fugle, men den store yngledygtighed medfører, at bestanden hurtigt kan øges igen.
Fugle sydfra supplerer den danske bestand.