Beskrivelse af svanegåsen

Om næbroden en hvid stribe. Pande og isse gråbrune, gående over i en skarpkantet, bred, mørk chokoladebrun stribe ned ad baghalsen. Det øvrige af hoved og hals hvide, en brun streg hen ad underkæben. Brystet gulbrunligt med brede, lysere fjerkanter, gående jævnt over i den renhvide bug og undergump. Rygsiden og vingerne gråbrune med hvidlige fjerkanter. Kropsidens fjer gråbrune med hvidlige kanter, opadtil kantede med hvidt. Styrefjerene brungrå med brede, hvide kanter og spidser. Næbbet længere end hovedet, fladt ud mod spidsen, der har en meget bred næbnegl; dets farve sort; ved næbroden en større eller mindre, overvejende nøgen knop eller knude, ofte lidt gullig. Næblængden cirka 87 mm. Benene rødliggule. Legemslængden cirka 92 cm. Vingen cirka 45 cm. lang.

Denne store gås, der er let kendelig på sin lange hals, lyse gulbrunlige og hvide farver og store, brede, ved roden fortykkede, sorte næb, er hjemmehørende i Japan og Østsibirien til Ob og Tobol. Den holdes fra gammel tid tæmmet i Kina og er derfra udbredt mod vest som tamfugl. I Europa er den næsten aldrig iagttaget (1-10 om årtet i Danmark).

(hentet fra LexOpen)

Ses græssende.